2 Corinthians 10
1 And Y my silf Poul biseche you, bi the myldenesse and softnesse of Crist, which in the face am meke among you, and Y absent triste in you.
Men jeg selv, Paulus, formaner eder ved Kristi Sagtmodighed og Mildhed, jeg, som, "når I se derpå, er ydmyg iblandt eder, men fraværende er modig over for eder",
2 For Y preie you, that lest Y present be not bold bi the trist, in which Y am gessid to be bold in to summe, that demen vs, as if we wandren aftir the fleisch.
ja, jeg beder eder om ikke nærværende at skulle være modig med den Tillidsfuldhed, hvormed jeg agter at træde dristigt op imod nogle, som anse os for at vandre efter Kødet.
3 For we walkynge in fleisch, fiyten not aftir the fleisch.
Thi om vi end vandre i Kødet, så stride vi dog ikke efter Kødet;
4 For the armuris of oure knyythod ben not fleischli, but myyti bi God to the distruccioun of strengthis. And we distrien counsels,
thi vore Stridsvåben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til Fæstningers Nedbrydelse,
5 and alle hiynesse that hiyeth it silf ayens the science of God, and dryuen `in to caitifte al vndirstonding in to the seruyce of Crist.
idet vi nedbryde Tankebygninger og al Højhed, som rejser sig imod Erkendelsen af Gud, og tage enhver Tanke til Fange til Lydighed imod Kristus
6 And we han redi to venge al vnobedience, whanne youre obedience schal be fillid.
og ere rede til at straffe al Ulydighed, når eders Lydighed er bleven fuldkommen.
7 Se ye the thingis that ben after the face. If ony man trustith to him silf, that he is of Crist, thenke he this thing eft anentis hym silf,
Se I på det udvortes? Dersom nogen trøster sig til selv at høre Kristus til, da slutte han igen fra sig selv, at ligesom han hører Kristus til, således gøre vi det også.
8 for as he is Cristis, so also we. For if Y schal glorie ony thing more of oure power, which the Lord yaf to vs in to edifiyng, and not in to youre distruccioun, Y schal not be schamed.
Ja, dersom jeg endog vilde rose mig noget mere af vor Magt, som Herren gav os til eders Opbyggelse og ikke til eders Nedbrydelse, skal jeg dog ikke blive til Skamme,
9 But that Y be not gessid as to fere you bi epistlis,
for at jeg ikke skal synes at ville skræmme eder ved mine Breve;
10 for thei seien, That epistlis ben greuouse and stronge, but the presence of the bodi is feble, and the word worthi to be dispisid.
thi Brevene, siger man, ere vægtige og stærke, men hans legemlige Nærværelse er svag, og hans Tale intet værd.
11 He that is suche oon, thenke this, for suche as we absent ben in word bi pistlis, suche we ben present in dede.
En sådan betænke, at således som vi fraværende ere med Ord ved Breve, således ville vi, også nærværende være i Gerning.
12 For we doren not putte vs among, or comparisoune vs to summen, that comenden hem silf; but we mesuren vs in vs silf, and comparisounen vs silf to vs.
Thi vi driste os ikke til at regne os iblandt eller sammenligne os med somme af dem, der anbefale sig selv; men selv indse de ikke, at de måle sig med sig selv og sammenligne sig med sig selv.
13 For we schulen not haue glorie ouer mesure, but bi the mesure of the reule which God mesuride to vs, the mesure that stretchith to you.
Vi derimod ville ikke rose os ud i det umålelige, men efter Målet af den Grænselinie, som Gud har tildelt os som Mål, at nå også til eder.
14 For we ouerstretchen not forth vs, as not stretchinge to you. For to you we camen in the gospel of Crist,
Thi vi strække os ikke for vidt, som om vi ikke nåede til eder; vi ere jo komne også indtil eder i Kristi Evangelium,
15 not gloriynge ouer mesure in othere mennus trauelis. For we `han hope of youre feith that wexith in you to be magnefied bi oure reule in abundaunce,
så vi ikke rose os ud i det umålelige af andres Arbejder, men have det Håb, at, når eders Tro vokser, ville vi hos eder blive store, efter vor Grænselinie, så vi kunne komme langt videre
16 also to preche in to tho thingis that ben biyendis you, not to haue glorie in othere mennus reule, in these thingis that ben maad redi.
og forkynde Evangeliet i Landene hinsides eder, men ikke rose os inden for en andens Grænselinie af det allerede fuldførte.
17 He that glorieth, haue glorie in the Lord.
Men den, som roser sig, rose sig af Herren!
18 For not he that comendith hym silf is preuyd, but whom God comendith.
Thi ikke den, der anbefaler sig selv, står Prøve, men den, hvem Herren anbefaler.
