1 Kings 18
1 Aftir many daies the word of the Lord was maad to Elie, in the thridde yeer, and seide, Go, and schewe thee to Achab, that Y yyue reyn on the face of erthe.
Og det skete mange Dage derefter, at Herrens Ord skete til Elias i det tredje Aar og sagde: Gak, lad dig se for Akab, saa vil jeg give Regn paa Jorderige.
2 Therfor Elie yede to schewe hym silf to Achab; forsothe greet hungur was in Samarie.
Elias gik for at lade sig se for Akab. Og Hungeren var svar i Samaria.
3 And Achab clepide Abdie, dispendere, ether stiward, of his hows; forsothe Abdie dredde greetli the Lord God of Israel.
Og Akab havde kaldet ad Obadias, som var Hovmester; (men Obadias frygtede Herren saare;
4 For whanne Jezabel killide the prophetis of the Lord, he took an hundrid prophetis, and hidde hem, bi fifties and fifties, in dennes, and fedde hem with breed and watir.
thi det skete, der Jesabel udryddede Herrens Profeter, at Obadias tog hundrede Profeter og skjulte dem, halvtredsindstyve Mænd i hver Hule, og forsørgede dem med Brød og Vand);
5 Therfor Achab seide to Abdie, Go thou in to the lond, to alle wellis of watris, and in to alle valeis, if in hap we moun fynde gras, and saue horsis and mulis; and werk beestis perische not outirli.
og Akab havde sagt til Obadias: Drag igennem Landet til alle Vandkilder og til alle Bække, maaske vi kunne finde Græs og beholde Hestene og Mulerne i Live, at ikke Kvæget omkommer for os.
6 Therfor thei departiden the cuntreis to hem silf, that thei schulden cumpasse tho; Achab yede bi o weye, and Abdie yede bi another weie, `bi hym silf.
Og de delte Landet imellem sig for at drage igennem det; Akab drog alene paa en Vej, og Obadias drog alene paa en anden Vej.
7 And whanne Abdie was in the weie, Elie mette hym; and whanne he hadde knowe Elie, he felde on his face, and seide, Whethir thou art my lord Elie?
Men det skete, der Obadias var paa Vejen, se, da mødte Elias ham, og han kendte ham og faldt paa sit Ansigt og sagde: Er det dig, min Herre Elias?
8 To whom he answeride, Y am. And Elie seide, Go thou, and seie to thi lord, Elie is present.
Han sagde til ham: Det er mig; gak, sig til din Herre: Se, Elias er her!
9 And Abdie seide, What `synnede Y, for thou bitakist me in the hond of Achab, that he sle me?
Og han sagde: Hvad har jeg syndet, at du vil give din Tjener i Akabs Hænder, at han skal dræbe mig?
10 Thi Lord God lyueth, for no folk ethir rewme is, whidur my lord, sekynge thee, sente not; and whanne alle men answeriden, He is not here, he chargide greetli alle rewmes and folkis, for thou were not foundun; and now thou seist to me,
Saa vist som Herren din Gud lever, der er intet Folk eller Rige, til hvilket min Herre jo har sendt hen, for der at lede efter dig, og de sagde: Han er ikke her; og han tog en Ed af det Rige og det Folk, at man ikke havde fundet dig.
11 Go, and seie to thi lord, Elie is present.
Og du siger nu: Gak, sig din Herre: Se, Elias er her!
12 And whanne Y schal departe fro thee, the Spirit of the Lord schal bere thee awey in to a place which Y knowe not; and Y schal entre, and `Y schal telle to Achab, and he schal not fynde thee, and he schal sle me; forsothe thi seruaunt dredith the Lord fro his yong childhod.
Og det maatte ske, naar jeg gik fra dig, at Herrens Aand tog dig bort, jeg ved ikke hvorhen, og jeg kom at give Akab det til Kende, og han fandt dig ikke, da slog han mig ihjel; men din Tjener frygter dog Herren fra sin Ungdom af.
13 Whether it is not schewid to thee, my lord, what Y dide, whanne Jesabel killide the prophetis of the Lord, that Y hidde of the prophetis of the Lord an hundrid men, bi fifty and bi fifti, in dennes, and Y fedde hem with breed and watir?
Er det ikke givet min Herre til Kende, hvad jeg gjorde, der Jesabel slog Herrens Profeter ihjel, at jeg skjulte hundrede Mænd af Herrens Profeter, her halvtredsindstyve og der halvtredsindstyve Mænd i en Hule, og forsørgede dem med Brød og Vand?
14 And now thou seist, Go, and seie to thi lord, Elie is present, that he sle me.
Og du siger nu: Gak, sig din Herre: Se, Elias er her! og han vil slaa mig ihjel.
15 And Elie seide, The Lord of oostis lyueth, bifor whos siyt Y stonde, for to dai Y schal appere to hym.
Og Elias sagde: Saa vist som Herren Zebaoth lever, for hvis Ansigt jeg staar, i Dag vil jeg lade mig se for ham.
16 Therfor Abdie yede in to the metyng of Achab, and schewide to hym; and Achab cam in to the meetyng of Elie.
Da gik Obadias Akab i Møde og gav ham det til Kende, og Akab gik Elias i Møde.
17 And whanne he hadde seyn Elie, he seide, Whether thou art he, that disturblist Israel?
Og det skete, der Akab saa Elias, da sagde Akab til ham: Er det dig, som forstyrrer Israel?
18 And he seide, Not Y disturble Israel, but thou, and the hows of thi fadir, whiche han forsake the comaundementis of the Lord, and sueden Baalym, `disturbliden Israel.
Da sagde han: Ikke jeg har forstyrret Israel, men du og din Faders Hus, idet I forlode Herrens Bud, og du vandrede efter Baalerne.
19 Netheles now sende thou, and gadere to me al Israel, in the hil of Carmele, and foure hundrid and fifti prophetis of Baal, and foure hundrid prophetis of woodis, that eten of the table of Jezabel.
Men nu sende du Bud og samle al Israel til mig til Karmels Bjerg, samt de fire Hundrede og halvtredsindstyve Baals Profeter og de fire Hundrede Astartes Profeter, som æde af Jesabels Bord.
20 Achab sente to alle the sones of Israel, and gaderide prophetis in the hil of Carmele.
Saa sendte Akab hen iblandt alle Israels Børn og samlede Profeterne til Karmels Bjerg.
21 Forsothe Elie neiyede to al the puple of Israel, and seide, Hou long halten ye in to twey partis? If the Lord is God, sue ye hym; forsothe if Baal is God, sue ye hym. And the puple answeride not o word to hym.
Da gik Elias frem til alt Folket og sagde: Hvor længe ville I halte til begge Sider? dersom Herren er Gud, da vandrer efter ham, men dersom Baal er det, saa vandrer efter ham! Men Folket svarede ham ikke et Ord.
22 And Elie seide eft to the puple, Y dwellide aloone a prophete of the Lord; sotheli the prophetis of Baal ben foure hundrid and fifti, and the prophetis of woodis ben foure hundrid men.
Da sagde Elias til Folket: Jeg er ene tilbage som Herrens Profet; men Baals Profeter ere fire Hundrede og halvtredsindstyve Mænd.
23 Tweyne oxis be youun to us; and chese thei oon oxe, and thei schulen kitte in to gobetis, and schulen putte on trees, but putte thei not fier vndur; and Y schal make the tother oxe in to sacrifice, and Y schal putte on the trees, and Y schal not putte fier vnder.
Saa lader dem give os to Okser, og de maa udvælge sig den ene Okse og hugge den i Stykker og lægge den paa Veddet, men ikke lægge Ud dertil, saa vil jeg lave den anden Okse til og lægge den paa Veddet, men ikke lægge Ild dertil.
24 Clepe ye the name of youre goddis, and Y schal clepe the name of my God; and the God that herith bi fier, be he God. And al the puple answeride, and seide, The resoun is best, `which resoun Elie spak.
Saa kalder paa eders Guds Navn, og jeg vil kalde paa Herrens Navn, og det skal ske: Den Gud, som svarer ved Ilden, han er Gud; og alt Folket svarede og sagde: Det Ord er godt.
25 Therfor Elie seide to the prophetis of Baal, Chese ye oon oxe to you, and make ye first, for ye ben the mo; and clepe ye the names of youre goddis, and putte ye not fier vnder.
Og Elias sagde til Baals Profeter: Udvælger eder den ene Okse og laver den først til, thi I ere de mange, og kalder paa eders Guds Navn, men lægger ikke Ild dertil.
26 And whanne thei hadden take the oxe, whom Elie yaf to hem, thei maden sacrifice, and clepiden the name of Baal, fro the morewtid `til to myddai, and seiden, Baal, here vs! And no vois was, nether ony that answerd; and thei skippiden ouer the auter, which thei hadden maad.
Og de toge Oksen, som han gav dem, og lavede den til og kaldte paa Baals Navn, fra Morgenen og indtil Middagen, og sagde: O Baal! bønhør os! Men der var ingen Røst og ej heller nogen, som svarede; og de gik haltende om Alteret, som man havde opført.
27 And whanne it was thanne myddai, Elie scornede hem, and seide, Crie ye with gretter vois, for Baal is youre god, and in hap he spekith with an other, ethir he is in a herborgerie, ether in weie, ether certis he slepith, that he be reisid.
Og det skete om Middagen, da spottede Elias dem og sagde: Raaber med høj Røst, thi han er jo en Gud; thi han er vel falden i Tanker, eller er gaaet til Side eller er paa Rejse — maaske sover han — at han kan opvaagne.
28 Therfor thei crieden with greet vois, and thei kerueden hem silf with knyues and launcetis, bi her custom, til thei weren bisched with blood.
Og de raabte med høj Røst og saarede sig efter deres Vis med Knive og med Syle, indtil Blodet flød ned over dem.
29 Sotheli after that mydday passide, and while thei prophesieden, the tyme cam, in which the sacrifice is wont to be offrid, nether vois was herd `of her goddis, nether ony answeride, nether perceyuede hem preiynge.
Og det skete, der Middagen var gaaet forbi, at de profeterede, indtil man skulde ofre Madofferet; og der var ingen Røst og ingen, som svarede, og ingen, som agtede derpaa.
30 Elie seide to al the puple, Come ye to me. And whanne the puple cam to him, he arrayede the auter of the Lord, that was distried.
Da sagde Elias til alt Folket: Kommer hid til mig! og alt Folket kom frem til ham, og han helede Herrens Alter, som var nedbrudt.
31 And he took twelue stonys, bi the noumbre of lynagis of sones of Jacob, to which Jacob the word of the Lord was maad, and seide, Israel schal be thi name.
Og Elias tog tolv Stene, efter Jakobs Børns Stammers Tal, hans, til hvem Herrens Ord var sket, sigende: Dit Navn skal være Israel.
32 And he bildide an auter of stonys, in the name of the Lord, and he made a ledyng to of watir, `ether a dich, as bi twei litle dichis in the cumpas of the auter.
Og han byggede af de Stene et Alter i Herrens Navn, og han gjorde en Grav, saa rummelig som til to Maaders Udsæd, omkring Alteret.
33 And he dresside trees, and he departide the oxe bi membris, and puttide on the trees,
Og han lagde Veddet til Rette og huggede Oksen i Stykker og lagde den paa Veddet.
34 and seide, Fille ye foure pottis with watir, and schede ye on the brent sacrifice, and on the trees. And eft he seide, Also the secounde tyme do ye this. `And thei diden the secounde tyme. And he seide, Do ye the same thing the thridde tyme; and thei diden the thridde tyme.
Og han sagde: Fylder fire Krukker med Vand og øser det paa Brændofferet og paa Veddet; og han sagde: Gører det anden Gang, og de gjorde det anden Gang; og han sagde: Gører det tredje Gang, og de gjorde det tredje Gang.
35 And the watris runnen aboute the auter, and the dich of ledyng to `of watir was fillid.
Og Vandet løb trindt omkring Alteret, og han fyldte ogsaa Graven med Vand,
36 And whanne the tyme was thanne, that the brent sacrifice schulde be offrid, Elye the prophete neiyede, and seide, Lord God of Abraham, of Isaac, and of Israel, schewe thou to dai that thou art God of Israel, and that Y am thi seruaunt, and haue do alle these wordis bi thi comaundement.
Og det skete, ved den Tid man ofrer Madofferet, da traadte Profeten Elias frem og sagde: Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud! lad det kendes i Dag, at du er Gud i Israel, og at jeg er din Tjener, og at jeg har gjort alle disse Gerninger efter dit Ord.
37 Lord, here thou me; Lord, here thou me; that this puple lerne, that thou art the Lord God, and that thou hast conuertid eft the herte of hem.
Bønhør mig, Herre! bønhør mig, at dette Folk maa vide, at du, Herre, du er Gud, og at du har vendt deres Hjerter tilbage.
38 Sotheli fier of the Lord felde doun, and deuouride brent sacrifice, and trees, and stonus, and lickide vp also the poudre, and the water that was in the `leding of water.
Da faldt Herrens Ild ned og fortærede Brændofferet og Veddet og Stenene og Støvet og slikkede Vandet op, som var i Graven.
39 And whanne al the puple hadde seyn this, it felde in to his face, and seide, The Lord he is God; the Lord he is God.
Og alt Folket saa det og faldt ned paa deres Ansigt og sagde: Herren, han er Gud! Herren, han er Gud!
40 And Elie seide to hem, Take ye the prophetis of Baal; not oon sotheli ascape of hem. And whanne thei hadden take hem, Elie ledde hem to the stronde of Cison, and killide hem there.
Da sagde Elias til dem: Griber Baals Profeter, at ingen Mand undkommer af dem; og de grebe dem, og Elias førte dem ned til Kisons Bæk og nedhuggede dem der.
41 And Elie seide to Achab, Stie thou, ete, and drynke, for the sown of myche reyn is.
Og Elias sagde til Akab: Drag op, æd og drik; thi der høres en Susen af megen Regn.
42 Achab stiede to ete and drynke; forsothe Elie stiede in to the hil of Carmele, and he settide lowli his face to the erthe, bitwixe hise knees;
Og Akab drog op for at æde og at drikke; og Elias gik op paa Karmels Top og bøjede sig imod Jorden og satte sit Ansigt ned imellem sine Knæ.
43 and seide to his child, Stie thou, and biholde ayens the see. And whanne he hadde stied, and hadde biholde, he seide, No thing is. And eft Elie seide to hym, Turne thou ayen bi seuene tymes.
Og han sagde til sin Dreng: Kære, gak op, se ud ad Vejen til Havet; og han gik op og saa til og sagde: Der er ikke noget; og han sagde: Gak igen derhen, syv Gange.
44 Sotheli in the seuenthe tyme, lo! a litil cloude as the step of a man stiede fro the see. And Elie seide, Stie thou, and seie to Achab, Ioyne thi chare, and go doun, lest the reyn byfor ocupie thee.
Og det skete den syvende Gang, at han sagde: Se, en liden Sky stiger op fra Havet, som en Mands Haand; og han sagde: Gak op, sig til Akab: Spænd for og far ned, at Regnen ikke skal opholde dig.
45 And whanne thei turneden hem hidur and thidur, lo! heuenes weren maad derk, and cloud, and wynd, and greet reyn was maad. Therfor Achab stiede, and yede in to Jezrael;
Og det skete i en Haandevending, da blev Himmelen sort af Skyer og Vejr, og der kom en stor Regn; men Akab for af Sted og drog til Jisreel.
46 and the hond of the Lord was maad on Elie, and whanne the leendis weren gird, he ran bifor Achab, til he cam in to Jezrael.
Og Herrens Haand var over Elias, og han ombandt sig om sine Lænder og løb frem foran Akab, lige til Jisreel.
