Job 7
1 “Isn’t a man forced to labor on earth? Aren’t his days like the days of a hired hand?
Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
2 As a servant who earnestly desires the shadow, as a hireling who looks for his wages,
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
3 so I am made to possess months of misery, wearisome nights are appointed to me.
så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 When I lie down, I say, ‘When will I arise, and the night be gone?’ I toss and turn until the dawning of the day.
Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 My flesh is clothed with worms and clods of dust. My skin closes up, and breaks out afresh.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 My days are swifter than a weaver’s shuttle, and are spent without hope.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
7 Oh remember that my life is a breath. My eye will no more see good.
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
8 The eye of him who sees me will see me no more. Your eyes will be on me, but I will not be.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
9 As the cloud is consumed and vanishes away, so he who goes down to Sheol will come up no more. (Sheol h7585)
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 He will return no more to his house, neither will his place know him any more.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
11 “Therefore I will not keep silent. I will speak in the anguish of my spirit. I will complain in the bitterness of my soul.
Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 Am I a sea, or a sea monster, that you put a guard over me?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 When I say, ‘My bed will comfort me. My couch will ease my complaint,’
Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 then you scare me with dreams and terrify me through visions,
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 so that my soul chooses strangling, death rather than my bones.
så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
16 I loathe my life. I don’t want to live forever. Leave me alone, for my days are but a breath.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 What is man, that you should magnify him, that you should set your mind on him,
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 that you should visit him every morning, and test him every moment?
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 How long will you not look away from me, nor leave me alone until I swallow down my spittle?
Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 If I have sinned, what do I do to you, you watcher of men? Why have you set me as a mark for you, so that I am a burden to myself?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 Why do you not pardon my disobedience, and take away my iniquity? For now will I lie down in the dust. You will seek me diligently, but I will not be.”
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
