Psalms 77
1 To the chief Musician, to Jeduthun, A Psalm of Asaph. I cried to God with my voice, [even] to God with my voice; and he gave ear to me.
Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf.
2 In the day of my trouble I sought the LORD: my sore ran in the night, and ceased not: my soul refused to be comforted.
Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine Øren til mig!
3 I remembered God, and was troubled: I complained, and my spirit was overwhelmed. (Selah)
Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.
4 Thou holdest my eyes waking: I am so troubled that I cannot speak.
Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. (Sela)
5 I have considered the days of old, the years of ancient times.
Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke.
6 I call to remembrance my song in the night: I commune with my own heart: and my spirit made diligent search.
Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar.
7 Will the LORD cast off for ever? and will he be favorable no more?
Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske.
8 Is his mercy wholly gone for ever? doth [his] promise fail for evermore?
Vil da Herren forkaste i al Evighed og ikke vedblive at være naadig mere?
9 Hath God forgotten to be gracious? hath he in anger shut up his tender mercies? (Selah)
Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?
10 And I said, This [is] my infirmity: [but I will remember] the years of the right hand of the Most High.
Har Gud glemt at være naadig? eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? (Sela)
11 I will remember the works of the LORD: surely I will remember thy wonders of old.
Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand.
12 I will meditate also of all thy work, and talk of thy doings.
Jeg vil komme Herrens Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu.
13 Thy way, O God, [is] in the sanctuary: who [is so] great a God as [our] God!
Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idrætter.
14 Thou [art] the God that doest wonders: thou hast declared thy strength among the people.
O Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud?
15 Thou hast with [thy] arm redeemed thy people, the sons of Jacob and Joseph. (Selah)
Du er den Gud, som gør underfulde Ting, du har kundgjort din Styrke iblandt Folkene.
16 The waters saw thee, O God, the waters saw thee; they were afraid: the depths also were disturbed.
Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. (Sela)
17 The clouds poured out water: the skies sent out a sound: thy arrows also went abroad.
Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede.
18 The voice of thy thunder [was] in the heaven: the lightnings lightened the world: the earth trembled and shook.
De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile fore frem.
19 Thy way [is] in the sea, and thy path in the great waters, and thy footsteps are not known.
Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede.
20 Thou leddest thy people like a flock by the hand of Moses and Aaron.
Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand.
