Psalms 39

1 To the chief Musician, [even] to Jeduthun, A Psalm of David. I said, I will take heed to my ways, that I sin not with my tongue: I will keep my mouth with a bridle, while the wicked is before me.

(Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"

2 I was dumb with silence, I held my peace, [even] from good; and my sorrow was stirred.

Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

3 My heart was hot within me, while I was musing the fire burned: [then] I spoke with my tongue.

mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

4 LORD, make me to know my end, and the measure of my days, what it [is]; [that] I may know how frail I [am].

Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

5 Behold, thou hast made my days [as] a hand-breadth; and my age [is] as nothing before thee: verily every man at his best state [is] altogether vanity. (Selah)

Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. (Sela)

6 Surely every man walketh in a vain show: surely they are disquieted in vain: he heapeth up [riches], and knoweth not who shall gather them.

Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

7 And now, LORD, what wait I for? my hope [is] in thee.

Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.

8 Deliver me from all my transgressions: make me not the reproach of the foolish.

Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!

9 I was dumb, I opened not my mouth; because thou didst [it].

Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

10 Remove thy stroke away from me; I am consumed by the blow of thy hand.

Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

11 When thou with rebukes dost correct man for iniquity, thou makest his beauty to consume away like a moth: surely every man [is] vanity. (Selah)

Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. (Sela)

12 Hear my prayer, O LORD, and give ear to my cry; hold not thy peace at my tears: for I [am] a stranger with thee, [and] a sojourner, as all my fathers [were].

Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

13 O spare me, that I may recover strength, before I go hence, and be no more.

Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!