Psalms 142

1 Maschil of David; a prayer when he was in the cave. I cried to the LORD with my voice; with my voice to the LORD I made my supplication.

En Undervisning; af David; da han var i Hulen; en Bøn.

2 I poured out my complaint before him; I showed before him my trouble.

Med min Røst vil jeg raabe til Herren; med min Røst vil jeg bede til Herren om Naade.

3 When my spirit was overwhelmed within me, then thou knewest my path. In the way in which I walked have they privily laid a snare for me.

Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød til Kende for hans Ansigt.

4 I looked on [my] right hand, and beheld, but [there was] no man that would know me: refuge failed me; no man cared for my soul.

Naar min Aand er forsmægtet i mig, da kender du min Sti; paa Vejen, som jeg skulde gaa, have de skjult en Snare for mig.

5 I cried to thee, O LORD: I said, Thou [art] my refuge [and] my portion in the land of the living.

Sku til højre, og se, der er ingen, som kendes ved mig; Tilflugt er forsvunden fra mig, ingen er omhyggelig for min Sjæl.

6 Attend to my cry; for I am brought very low: deliver me from my persecutors; for they are stronger than I.

Jeg raabte til dig, Herre! jeg sagde: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land.

7 Bring my soul out of prison, that I may praise thy name: the righteous shall encompass me; for thou wilt deal bountifully with me.

Giv Agt paa mit Skrig; thi jeg er bleven saare ringe; fri mig fra dem, som forfølge mig; thi de ere mig for stærke. Udfør min Sjæl af Fængsel til at prise dit Navn; de retfærdige skulle omgive mig, naar du gør vel imod mig.