< Luke 24 >
1 Now upon the first [day] of the week, very early in the morning, they came to the sepulcher, bringing the spices which they had prepared, and certain [others] with them.
Men paa den første Dag i Ugen meget aarle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt.
2 And they found the stone rolled away from the sepulcher.
Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven.
3 And they entered in, and found not the body of the Lord Jesus.
Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme.
4 And it came to pass, as they were much perplexed at this, behold, two men stood by them in shining garments.
Og det skete, da de vare tvivlraadige om dette, se, da stode to Mænd for dem i straalende Klædebon.
5 And as they were afraid, and bowed down [their] faces to the earth, they said to them, Why seek ye the living among the dead?
Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: „Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde?
6 He is not here, but is risen. Remember how he spoke to you when he was yet in Galilee,
Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde,
7 Saying, The Son of man must be delivered into the hands of sinful men, and be crucified, and the third day rise again.
at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstaa paa den tredje Dag.”
8 And they remembered his words,
Og de kom hans Ord i Hu.
9 And returned from the sepulcher, and told all these things to the eleven, and to all the rest.
Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre.
10 It was Mary Magdalene, and Joanna, and Mary [the mother] of James, and other [women that were] with them, who told these things to the apostles.
Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting.
11 And their words seemed to them as idle tales, and they believed them not.
Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke.
12 Then Peter arose, and ran to the sepulcher, and stooping down, he beheld the linen clothes laid by themselves, and departed, wondering in himself at that which had come to pass.
Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind, ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket.
13 And behold, two of them went that same day to a village called Emmaus, which was from Jerusalem [about] sixty furlongs.
Og se, to af dem vandrede paa den samme Dag til en Landsby, som laa tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus.
14 And they talked together of all these things which had happened.
Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete.
15 And it came to pass, that, while they communed [together], and reasoned, Jesus himself drew near, and went with them.
Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem.
16 But their eyes were held, that they should not know him.
Men deres Øjne holdtes til, saa de ikke kendte ham.
17 And he said to them, What manner of communications [are] these that ye have one to another, as ye walk, and are sad?
Men han sagde til dem: „Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden paa Vejen?” Og de standsede bedrøvede.
18 And one of them, whose name was Cleopas, answering, said to him, Art thou only a stranger in Jerusalem, and hast not known the things which have come to pass there in these days?
Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: „Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse Dage?”
19 And he said to them, What things? And they said to him, Concerning Jesus of Nazareth, who was a prophet mighty in deed and word before God, and all the people:
Og han sagde til dem: „Hvilket?” Men de sagde til ham: „Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket;
20 And how the chief priests and our rulers delivered him to be condemned to death, and crucified him.
og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Raadsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham.
21 But we trusted that it had been he who would have redeemed Israel: and besides all this, to-day is the third day since these things were done.
Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete.
22 Yes, and certain women also of our company made us astonished, who were early at the sepulcher.
Men ogsaa nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom aarle til Graven,
23 And when they found not his body, they came, saying, that they had also seen a vision of angels, who said that he was alive.
og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde ogsaa set et Syn af Engle, der sagde, at han lever.
24 And certain of them who were with us, went to the sepulcher, and found [it] even so as the women had said: but him they saw not.
Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det saaledes, som Kvinderne havde sagt; men ham saa de ikke.”
25 Then he said to them, O fools, and slow of heart to believe all that the prophets have spoken!
Og han sagde til dem: „O I uforstandige og senhjertede til at tro paa alt det, som Profeterne have talt!
26 Ought not Christ to suffer these things, and to enter into his glory?
Burde ikke Kristus lide dette og indgaa til sin Herlighed?”
27 And beginning at Moses, and all the prophets, he expounded to them in all the scriptures the things concerning himself.
Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham.
28 And they drew nigh to the village whither they were going: and he made as though he would go further.
Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaa videre.
29 But they constrained him, saying, Abide with us: for it is towards evening, and the day is far spent. And he went in to tarry with them.
Og de nødte ham meget og sagde: „Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder.” Og han gik ind for at blive hos dem.
30 And it came to pass, as he sat at table with them, he took bread, and blessed [it], and broke, and gave to them.
Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det.
31 And their eyes were opened, and they knew him: and he vanished out of their sight.
Da bleve deres Øjne aabnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem.
32 And they said one to another, Did not our heart burn within us while he talked with us by the way, and while he opened to us the scriptures?
Og de sagde til hinanden: „Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os paa Vejen og oplod os Skrifterne?”
33 And they rose the same hour, and returned to Jerusalem, and found the eleven assembled, and them that were with them,
Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde:
34 Saying, The Lord is risen indeed, and hath appeared to Simon.
„Herren er virkelig opstanden og set af Simon.”
35 And they told what things [were done] in the way, and how he was known to them in breaking of bread.
Og de fortalte, hvad der var sket paa Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.
36 And as they were thus speaking, Jesus himself stood in the midst of them, and saith to them, Peace [be] to you.
Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: „Fred være med eder!”
37 But they were terrified and affrighted, and supposed that they had seen a spirit.
Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de saa en Aand.
38 And he said to them, Why are ye troubled? and why do thoughts arise in your hearts?
Og han sagde til dem: „Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter?
39 Behold my hands and my feet, that it is I myself: handle me, and see; for a spirit hath not flesh and bones, as ye see me have.
Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og ser; thi en Aand har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har.”
40 And when he had thus spoken, he showed them [his] hands and [his] feet.
Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder.
41 And while they yet believed not for joy, and wondered, he said to them, Have ye here any thing for food?
Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: „Have I her noget at spise?”
42 And they gave him a piece of a broiled fish, and a honey-comb.
Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk.
43 And he took [it], and ate before them.
Og han tog det og spiste det for deres Øjne.
44 And he said to them, These [are] the words which I spoke to you, while I was yet with you, that all things must be fulfilled, which were written in the law of Moses, and [in] the prophets, and [in] the psalms, concerning me.
Men han sagde til dem: „Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og Psalmerne.”
45 Then he opened their understanding, that they might understand the scriptures,
Da oplod han deres Forstand til at forstaa Skrifterne.
46 And said to them, Thus it is written, and thus it behooved Christ to suffer, and to rise from the dead the third day:
Og han sagde til dem: „Saaledes er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstaa fra de døde paa den tredje Dag,
47 And that repentance and remission of sins should be preached in his name among all nations, beginning at Jerusalem.
og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem.
48 And ye are witnesses of these things.
I ere Vidner om disse Ting.
49 And behold, I send the promise of my Father upon you: but tarry ye in the city of Jerusalem, until ye are endued with power from on high.
Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje.”
50 And he led them out as far as to Bethany: and he lifted up his hands, and blessed them.
Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem.
51 And it came to pass, while he was blessing them, he was parted from them, and carried up into heaven.
Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen.
52 And they worshiped him, and returned to Jerusalem with great joy:
Og efter at have tilbedet ham vendte de tilbage til Jerusalem med stor Glæde.
53 And were continually in the temple, praising and blessing God. Amen.
Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.