Psalms 142

1 A maschil of David, when he was in the cave; a prayer. With my voice I cry out for help to Yahweh; with my voice I plead for Yahweh's favor.

En Undervisning; af David; da han var i Hulen; en Bøn.

2 I pour out my lament before him; I tell him my troubles.

Med min Røst vil jeg raabe til Herren; med min Røst vil jeg bede til Herren om Naade.

3 When my spirit is weak within me, you know my path. In the way that I walk they have hidden a trap for me.

Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød til Kende for hans Ansigt.

4 I look to my right and and see that there is no one who cares about me. There is no escape for me; no one cares about my life.

Naar min Aand er forsmægtet i mig, da kender du min Sti; paa Vejen, som jeg skulde gaa, have de skjult en Snare for mig.

5 I called out to you, Yahweh; I said, “You are my refuge, my portion in the land of the living.

Sku til højre, og se, der er ingen, som kendes ved mig; Tilflugt er forsvunden fra mig, ingen er omhyggelig for min Sjæl.

6 Listen to my call, for I have been brought very low; rescue me from my persecutors, for they are stronger than I.

Jeg raabte til dig, Herre! jeg sagde: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land.

7 Bring my soul out of prison so that I may give thanks to your name. The righteous will gather around me because you have been good to me.”

Giv Agt paa mit Skrig; thi jeg er bleven saare ringe; fri mig fra dem, som forfølge mig; thi de ere mig for stærke. Udfør min Sjæl af Fængsel til at prise dit Navn; de retfærdige skulle omgive mig, naar du gør vel imod mig.