< Job 4 >
1 Then Eliphaz the Temanite answered and said,
Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 If anyone tries to speak with you, will you be impatient? But who can stop himself from speaking?
Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
3 See, you have instructed many; you have strengthened weak hands.
Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
4 Your words have supported him who was falling; you have made feeble knees firm.
dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
5 But now trouble has come to you, and you are weary; it touches you, and you are troubled.
Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
6 Is not your fear your confidence, and the integrity of your ways your hope?
Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
7 Think about this, please: Who has ever perished when innocent? Or when were the upright people ever cut off?
Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
8 According to what I have seen, those who plow iniquity and sow trouble reap it.
Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
9 By the breath of God they perish; by the blast of his anger they are consumed.
For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
10 The roaring of the lion, the voice of the fierce lion, the teeth of the young lions—they are broken.
Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
11 The old lion perishes for lack of victims; the cubs of the lioness are scattered everywhere.
Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
12 Now a certain matter was secretly brought to me, and my ear received a whisper about it.
Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
13 Then came thoughts from visions in the night, when deep sleep falls on people.
i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
14 It was at night when fear and trembling came upon me, and all my bones shook.
Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
15 Then a spirit passed before my face, and the hair of my flesh stood up.
et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
16 The spirit stood still, but I could not discern its appearance. A form was before my eyes; there was silence, and I heard a voice that said,
Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
17 “Can a mortal man be more righteous than God? Can a man be more pure than his Maker?
»Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
18 See, if God puts no trust in his servants; if he accuses his angels of folly,
End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
19 how much more is this true of those who live in houses of clay, whose foundation is in the dust, who are crushed sooner than a moth?
endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
20 Between morning and evening they are destroyed; they perish forever without anyone noticing them.
De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
21 Are not their tent cords plucked up among them? They die; they die without wisdom.
Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.