< 1 Thessalonians 2 >

1 For you yourselves know, brothers, that our coming to you was not useless.
I vide jo selv, Brødre! at vor Indgang hos eder ikke har været forgæves;
2 You know that we previously suffered and were shamefully treated at Philippi. We were bold in our God to speak to you the gospel of God in much struggling.
men skønt vi, som I vide, forud havde lidt og vare blevne mishandlede i Filippi, fik vi Frimodighed i vor Gud til at tale Guds Evangelium til eder under megen Kamp.
3 For our exhortation was not from error, nor from impurity, nor from deceit.
Thi vor Prædiken skyldes ikke Bedrag, ej heller Urenhed og er ikke forbunden med Svig;
4 Instead, just as we have been approved by God to be trusted with the gospel, so we speak. We speak, not to please men, but to please God. He is the one who examines our hearts.
men ligesom vi af Gud ere fundne værdige til at faa Evangeliet betroet, saaledes tale vi, ikke for at behage Mennesker, men Gud, som prøver vore Hjerter.
5 For we never used words of flattery, as you know, nor as an excuse to cover up greed— God is our witness.
Thi vor Færd var hverken nogen Sinde med smigrende Tale — som I vide — ej heller var den et Skalkeskjul for Havesyge — Gud er Vidne;
6 Nor did we seek glory from people, either from you or from others. We could have claimed privileges as apostles of Christ.
ikke heller søgte vi Ære af Mennesker, hverken af eder eller af andre, skønt vi som Kristi Apostle nok kunde have været eder til Byrde.
7 Instead, we were as gentle among you as a mother comforting her own children.
Men vi færdedes med Mildhed iblandt eder. Som naar en Moder ammer sine egne Børn,
8 In this way we had affection for you. We were pleased to share with you not only the gospel of God but also our own lives. For you had become very dear to us.
saaledes fandt vi, af inderlig Kærlighed til eder, en Glæde i at dele med eder ikke alene Guds Evangelium, men ogsaa vort eget Liv, fordi I vare blevne os elskelige.
9 For you remember, brothers, our labor and toil. Night and day we were working so that we might not weigh down any of you. During that time, we preached to you the gospel of God.
I erindre jo, Brødre! vor Møje og Anstrengelse; arbejdende Nat og Dag, for ikke at være nogen af eder til Byrde, prædikede vi Guds Evangelium for eder.
10 You are witnesses, and God also, how holy, righteous, and blameless was our behavior toward you who believe.
I ere Vidner, og Gud, hvor fromt og retfærdigt og ulasteligt vi færdedes iblandt eder, som tro;
11 In the same way you know how we dealt with each one of you as a father deals with his own children.
ligesom I vide, hvorledes vi formanede og opmuntrede hver enkelt af eder som en Fader sine Børn
12 We were begging you and encouraging and urging you to walk in a manner that is worthy of God, who calls you into his own kingdom and glory.
og besvore eder, at I skulde vandre Gud værdigt, ham, som kaldte eder til sit Rige og sin Herlighed.
13 For this reason we also thank God constantly. For when you received from us God's message that you heard, you accepted it not as the word of man. Instead, you received it as it truly is, the word of God. It is this word that is also at work among you who believe.
Og derfor takke ogsaa vi Gud uafladelig, fordi, da I modtoge Guds Ord, som I hørte af os, toge I ikke imod det som Menneskers Ord, men som Guds Ord (hvad det sandelig er), hvilket ogsaa viser sig virksomt i eder, som tro.
14 For you, brothers, became imitators of the churches of God that are in Judea in Christ Jesus. For you also suffered the same things from your own countrymen, as they did from the Jews.
Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af Guds Menigheder i Judæa i Kristus Jesus, efterdi ogsaa I have lidt det samme af eders egne Stammefrænder, som de have lidt af Jøderne,
15 It was the Jews who killed both the Lord Jesus and the prophets. It was the Jews who drove us out. They do not please God. Instead, they are hostile to all people.
der baade ihjelsloge den Herre Jesus og Profeterne og udjoge os og ikke behage Gud og staa alle Mennesker imod,
16 They forbid us to speak to the Gentiles for them to be saved. The result is that they always fill up their own sins. Wrath must come on them in the end.
idet de forhindre os i at tale til Hedningerne til deres Frelse, for til enhver Tid at fylde deres Synders Maal; men Vreden er kommen over dem fuldtud.
17 We were separated from you, brothers, for a short time, in person not in heart. We were especially eager, with great desire, to see your face.
Men vi, Brødre! som en stakket Tid have været skilte fra eder i det ydre, ikke i Hjertet, vi have gjort os des mere Flid for at faa eders Ansigt at se, under megen Længsel,
18 For we wished to come to you—I, Paul, wished to come to you once and again—but Satan stopped us.
efterdi vi have haft i Sinde at komme til eder, jeg, Paulus, baade een og to Gange, og Satan har hindret os deri.
19 For what is our hope, or joy, or crown of pride in front of our Lord Jesus at his coming? Is it not you just as much as others?
Thi hvem er vort Haab eller vor Glæde eller vor Hæderskrans, naar ikke ogsaa I ere det for vor Herre Jesus Kristus i hans Tilkommelse?
20 For you are our glory and our joy.
I ere jo vor Ære og Glæde.

< 1 Thessalonians 2 >