< Job 19 >
Men Job svarede og sagde:
2 “How long will you [three] torment me and crush my spirit by saying to me [that I am wicked]?
Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
3 You have already insulted me many [HYP] times; (are you not ashamed for saying these things to me?/you should be ashamed for saying these things to me.) [RHQ]
I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
4 Even if it were true that I have done things that are wrong, I have not injured you!
Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
5 If you truly think that you are better than I am, and you think that my being miserable now proves that I (am guilty/have committed many sins),
Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
6 you need to realize that it is God who has caused me to suffer. [It is as though] he has trapped me with his net.
saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
7 “I cry out, ‘Help me!’, but no one answers me. I call out loudly, but there is no one, [not even God, ] who acts fairly toward me.
Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
8 [It is as though] [MET] God has blocked my way, with the result that I cannot go where I want to; [it is as though] he has forced me to try to find my way in the darkness.
Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
9 He has (taken away my good reputation/caused people not to honor me any more); [it is as though] he removed [MET] a crown from my head.
Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
10 He batters me from every side, and I will soon die. He has caused me to no longer confidently expect [him to do good things for me].
Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
11 He attacks me because he is extremely angry with me [MET], and he considers that I am his enemy.
og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
12 [It is as though] he sends his army to attack me; they surround my tent, preparing to attack me.
Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
13 “God has caused my brothers to abandon me, and all those who know me act like strangers to me.
Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
14 All my relatives and good friends have left me.
Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
15 The people who were guests in my house have forgotten me, and my female servants consider that I am a stranger or that I am a foreigner.
De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
16 When I summon my servants, they do not answer; I plead with them to come [to help me, but they do not come].
Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
17 My wife does not want to come close to me because my breath [smells very bad], and even my brothers detest me.
Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
18 Even young children despise me; when I stand up [to talk to them], they laugh at me.
Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
19 My dearest friends detest me, and those whom I love [very much] have turned against me.
Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
20 My body is [only] skin and bones; I am barely alive [IDM].
Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
21 [“I plead with] you, my [three] friends, pity me, because God has (struck [EUP] me with his hand/caused me to suffer greatly).
Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
22 Why do you cause me to suffer like God does? Why do you continue to slander [MET] me?
Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
23 “I wish/desire that someone would take these words of mine and write them permanently in a book [in order that people can read them].
Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
24 Or else, I wish that he would carve them on a rock with (a chisel/an iron tool) in order that they would last forever.
ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
25 But I know that the one who vindicates/defends me in court is alive, and that some day he will stand [here] on the earth [and make the final decision about whether I deserve to be punished].
Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
26 And even after diseases have eaten away my skin, while I still have my body, I will see God.
Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
27 I will see him myself; I will see him with my own eyes! I am overwhelmed [as I think about that]!
hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
28 “If you three men say, ‘What more can we do to cause Job to suffer?’ and if you say, ‘He has caused his own [troubles],’
Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
29 you should be afraid that God will punish [MTY] you; he punishes those [like you] with whom he is angry; and when that happens, you will know that there is [someone who] judges [people].”
Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.