< Job 30 >

1 And now - they have laughed on me [people] young more than me to days whom I rejected fathers their to put with [the] dogs of flock my.
Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
2 Also [the] strength of hands their why? to me on them it had perished vigor.
Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
3 In poverty and in hunger barren the [ones who] gnaw a dry region yesterday of ruin and desolation.
De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
4 Those [who] pluck off mallow on bush[es] and [the] root of broom plants [for] food their.
de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
5 From [the] community they are driven away people shout on them like thief.
de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
6 On [the] slope of wadis to dwell holes of [the] ground and rocks.
de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
7 Between bushes they bray under nettle[s] they are joined together.
imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
8 Sons of a fool also sons of not a name they have been scourged from the land.
Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
9 And now taunt song their I have become and I have become for them a word.
Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
10 They abhor me they are distant from me and from face my not they have withheld spittle.
De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
11 For (string my *Q(K)*) he has loosened and he has afflicted me and [the] halter from before me they have sent away.
Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12 On [the] right [side] a brood they arise feet my they have sent away and they have piled up on me [the] paths of disaster their.
Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
13 They have torn down pathway my to destruction my they benefit not a helper [belongs] to them.
de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
14 Like a breach wide they come under devastation they have rolled themselves.
de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
15 It has been turned on me sudden terror it pursues like the wind dignity my and like a cloud it has passed away prosperity my.
Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
16 And now on me it pours itself out life my they seize me days of affliction.
Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
17 Night bones my he has pierced from on me and gnawing [pains] my not they rest!
Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
18 With greatness of strength it disguises itself clothing my like [the] mouth of tunic my he girds about me.
Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
19 He has thrown me to the mud and I have become like like dust and ash[es].
Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
20 I cry for help to you and not you answer me I have stood and you have considered carefully me.
Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
21 You change yourself into [one] cruel to me with [the] might of hand your you are hostile to me.
Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
22 You lift up me to [the] wind you make ride me and you dissolve me (success. *Q(K)*)
Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
23 For I know death you will bring me and a house of appointed meeting for every living [thing].
Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
24 Surely not on a heap of ruins anyone stretches out a hand or in disaster his to them a cry for help.
Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
25 Not did I weep for [the] hard of day was it grieved? self my for the needy [person].
Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
26 If good I waited for and it came evil and I waited for light and it came darkness.
Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
27 Inward parts my they have been made to boil and not they have been still they have confronted me days of affliction.
Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
28 Being dark I have gone about with not sun I have stood in the assembly I cry out for help.
Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
29 A brother I have become of jackals and a companion of daughters of an ostrich.
Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
30 Skin my it has become black from on me and bone my it has burned from heat.
Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
31 And it has become mourning harp my and flute my [the] sound of weepers.
Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.

< Job 30 >