< Psalms 78 >

1 An Instructive Psalm. Asaph’s. Give ear, O my people, to mine instruction, Bend your ear to the sayings of my mouth;
Mit Folk! vend dine Øren til min Lære, bøjer eders Øren til min Munds Tale!
2 I will open, in a parable, my mouth, I will pour forth enigmas out of antiquity; —
Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde mørke Taler fra fordums Tid,
3 Which we have heard, and come to know, And, our fathers, have recounted to us;
dem, som vi have hørt og vide, og vore Fædre have fortalt os.
4 We will not withhold [them] from their children, To a later generation, recounting the praises of Yahweh, Even his might and his wonders which he wrought;
Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men forkynde Herrens megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort.
5 When he set up a testimony in Jacob, And, a law, appointed in Israel, —Which he commanded our fathers, That they might make them known to their children;
Han oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hvilken han bød vore Fædre at kundgøre dem for deres Børn,
6 To the end, A later generation, might come to know, Children who should be born, Who should arise, and recount [them] to their children;
paa det den Slægt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortælle det for deres Børn,
7 That they might set, in Elohim, their confidence, —And not forget the doings of El, But, his commandments, might observe;
og at de maatte sætte deres Haab paa Gud og ikke glemme Guds Gerninger, men bevare hans Bud;
8 And not become, like their fathers, a generation stubborn and rebellious, —A generation that fixed not their heart, Neither was their spirit, faithful with GOD.
og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud.
9 The sons of Ephraim—armed bowmen, Turned in the day of battle;
Efraims Børn vare rustede Bueskytter, men svigtede paa Stridens Dag.
10 They kept not the covenant of God, And, in his law, refused to walk;
De holdt ikke Guds Pagt og vægrede sig ved at vandre i hans Lov.
11 And forgat His doings, And his wonders which he had showed them:
Og de glemte hans Gerninger og hans underfulde Ting, som han havde ladet dem se.
12 In presence of their fathers, wrought he, wondrously, —In the land of Egypt—the field of Zoan:
For deres Fædre havde han gjort Undere i Ægyptens Land, paa Zoans Mark.
13 He clave the sea, and caused them to pass through, And reared up the waters like a mound;
Han adskilte Havet og lod dem gaa igennem og optaarnede Vandet som en Dynge.
14 And led them, by a cloud, in the daytime, And all the night, by a light of fire;
Og han ledede dem om Dagen ved Skyen og den ganske Nat ved Ildens Lys.
15 He used to cleave rocks in the desert, And let them drink as out of mighty deeps;
Han kløvede Klipper i Ørken og gav dem at drikke som af store Dyb.
16 And he brought forth streams out of the cliff, And caused waters to flow down, like rivers.
Og han lod Bække strømme frem af Klippen og lod Vand rinde ned som Floder.
17 But again, once more sinned they against him, Resisting the Most High in a land of drought:
Men de bleve endnu ved med at synde imod ham, med at være genstridige imod den Højeste i Ørken.
18 They put GOD to the proof in their heart, By asking food to their mind:
Og de fristede Gud i deres Hjerte, saa at de begærede Mad for deres Lyst.
19 Yea they spake against Elohim, —They said, Can GOD prepare a table in the desert?
Og de talte imod Gud; de sagde: Mon Gud kan berede et Bord i Ørken?
20 Lo! he hath smitten a rock, And waters, have gushed out, Yea, torrents, have rushed along, —Food also, can he give? Or provide flesh for his people?
Se, han har slaget Klippen, saa at der flød Vand, og Bækkene løb over; mon han og kan give Brød; mon han kan skaffe Kød for sit Folk?
21 Therefore, Yahweh hearkened, and became wroth, —And, a fire, was kindled against Jacob, Moreover also, anger, mounted against Israel;
Derfor, da Herren hørte det, blev han fortørnet; og en Ild optændtes imod Jakob, og en Vrede opkom imod Israel,
22 Because, They believed not in God, Nor trusted in his salvation;
fordi de ikke troede paa Gud og ikke forlode sig paa hans Frelse.
23 Though he had commanded the skies above, And, the doors of the heavens, had opened;
Og han bød Skyerne heroventil og oplod Himlenes Døre.
24 And had rained on them manna to eat, And, the corn of the heavens, had given to them:
Og han lod Man regne paa dem til at æde og gav dem Himmelkorn.
25 The food of the mighty, each one did eat, Nourishment, sent he them to the full;
Hver aad de stærkes Brød; han sendte dem Mad til Mættelse.
26 He let loose an east wind in the heavens, Then guided he, in his might, a south wind;
Han lod Østenvejr fare frem under Himmelen og førte Søndenvejr frem ved sin Styrke.
27 And rained upon them flesh as the dust, And, like the sand of the seas, birds of wing;
Og han lod Kød regne ned over dem som Støv og flyvende Fugle som Havets Sand.
28 And let them fall in the midst of their camp, —Round about their habitations.
Og han lod dem falde midt i sin Lejr, trindt omkring sine Boliger.
29 So they did eat and were abundantly filled, When, what they longed for, he had brought them: —
Og de aade og bleve saare mætte; han tilførte dem det, som de havde faaet Lyst til.
30 They had not turned away from what they had longed for, Yet was their food in their mouth,
De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund:
31 When, the anger of God, mounted against them, And he slew of their vigorous youths, And, the choice young men of Israel, caused he to bow down in death.
Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog nogle iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Mænd i Israel.
32 For all this, sinned they still, And believed not in his wonders;
Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger.
33 So he ended, in a breath, their days, And their years, in a sudden terror!
Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse.
34 If he slew [of] them, then they sought him, Yea they turned, and did earnestly seek GOD;
Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.
35 And remembered that, Elohim, was their rock, Yea, EL Most High, their Redeemer:
Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser.
36 So they spake him fair with their mouth, And, with their tongue, did promise him falsely;
Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger.
37 But, their heart, was not fixed with him, Nor were they trusty in his covenant:
Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.
38 Yet, he, full of compassion, would put a propitiatory-covering over iniquity, and not destroy, —Yea, many a time, turned he back his anger, And would not stir up all his wrath.
Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem.
39 So then he remembered, That, Flesh, they were, A Wind departing, that returneth not.
Og han kom i Hu, at de vare Kød, et Aandepust, som farer hen og ej kommer tilbage.
40 How often they, Resisted him in the desert, Vexed him, in the waste:
Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder.
41 Yea they again put GOD to the test, And, to the Holy One of Israel, caused they sorrow:
Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel.
42 They remembered not his hand—The day, When he ransomed them from the adversary;
De kom ikke hans Haand i Hu paa den Dag, da han udløste dem af Nød;
43 When he set, in Egypt, his signs, And his wonders, in the plain of Zoan;
da han satte sine Tegn i Ægypten og sine Undere paa Zoans Mark;
44 When he turned, into blood, their Nile-streams, And, their own rivers, could they not drink;
da han forandrede deres Floder til Blod og deres Strømme, saa at de ikke kunde drikke af dem;
45 He sent among them, The gad-fly, and it devoured them, And the frog, and it despoiled them;
og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordærvelse;
46 When he gave to the corn-locust their produce, And their toil, to the swarming locust;
og han gav Kornormen deres Grøde og Græshoppen deres Arbejde;
47 He killed, with hail, their vine, And their sycomores, with frost:
han slog deres Vintræer med Hagelen og deres Morbærtræer med Isstykker;
48 When he gave up, to hail-storms, their beasts, And their cattle, to pestilent fevers;
og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvæg til Lynene;
49 He sent among them the heat of his anger, Wrath and indignation and distress, —A mission of messengers of misfortune:
han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud;
50 He leveled a path for his anger, Withheld not, from death, their soul, But, their life—to the pestilence, he delivered:
han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjæl fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten;
51 So he smote, Every first-born in Egypt, The beginning of their strength, in the tents of Ham;
og han slog alle førstefødte i Ægypten, Kraftens Førstegrøde i Kams Telte;
52 And he set forth, like sheep, his people, And guided them, like a flock in the desert;
men sit Folk lod han drage ud som Faareflokken og førte dem i Ørken som Hjorden;
53 Yea he led them securely, and they dreaded not, And, their enemies, the sea did cover.
og han ledede dem tryggelig, at de ikke flygtede; men Havet skjulte deres Fjender.
54 Then brought he them within his own holy bounds, The mountain-range, which his right hand made his own:
Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans højre Haand havde forhvervet;
55 So he drave out, before them, [whole] nations, And allotted them, by line, an inheritance, And caused to dwell, in their own homes, the tribes of Israel.
og han uddrev Hedningerne for deres Ansigt og lod disses Land tilfalde dem som Arvedel; og han lod Israels Stammer bo i deres Telte.
56 But they tested and resisted God Most High, And, his testimonies, did not observe;
Men de fristede Gud, den Højeste, og vare genstridige imod ham og agtede ikke paa hans Vidnesbyrd.
57 But drew back and dealt treacherously, like their fathers, They turned aside, like deceitful bowmen;
Og de vendte sig bort og bleve troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue.
58 And provoked him to anger with their high places, And, with their images, used to move him to jealousy.
Og de opirrede ham ved deres Høje og gjorde ham nidkær ved deres udskaarne Billeder.
59 God heard and was wroth, And greatly abhorred Israel;
Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare.
60 So he gave up the habitation of Shiloh, The tent he had set up among Men;
Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene.
61 Yea he gave up, into captivity, his strength, And his beauty into the hand of an adversary;
Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand.
62 And delivered up, to the sword, his people, And, with his own inheritance, was he wroth;
Og han overantvordede sit Folk til Sværd og fortørnedes paa sin Arv.
63 His young men, were devoured by fire, And, his virgins, were not praised in song;
Ild fortærede deres unge Mandskab, og deres Jomfruer fik ingen Brudesang.
64 His priests, by the sword, did fall, And, his widows, were not able to bewail.
Deres Præster faldt for Sværdet, og deres Enker begræd dem ikke.
65 Then awoke, as one that had slept, Adonay, As a warrior exulting with wine!
Da opvaagnede Herren som en sovende, som en Helt, der jubler af Vin.
66 So he smote his adversaries in the rear, Reproach age-abiding, laid he upon them.
Og han slog sine Fjender tilbage, han gjorde dem en evig Skam.
67 Howbeit he rejected the tent of Joseph, And, the tribe of Ephraim, did not choose:
Og han forkastede Josefs Telt og udvalgte ikke Efraims Stamme;
68 But made choice of the tribe of Judah, The mountain of Zion, which he loved;
men han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elskede.
69 And built, like the heights, his sanctuary, Like the earth, he founded it to times age-abiding.
Og han byggede sin Helligdom lig Højderne, lig Jorden, hvilke han har grundfæstet evindelig.
70 And made choice of David his servant, And took him from among the folds of the sheep:
Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne;
71 From after the sucking ewes, he brought him in, —To be shepherd to Jacob his people, And to Israel, his inheritance.
fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv.
72 So he did shepherd them, according to the singleness of his heart, And, with the discernment of his hands, used he to guide them.
Og han vogtede dem efter sit Hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand.

< Psalms 78 >