Psalms 73
1 A Melody of Asaph. Nothing but good, is God, Unto Israel, Unto the pure in heart.
Kun god er Gud imod Israel, imod de rene af Hjertet.
2 But, as for me, —My feet had, almost stumbled, My steps had, well-nigh slipped;
Men jeg — nær vare mine Fødder bøjede af Vejen; mine Skridt vare lige ved at glide ud.
3 For I was envious of the boasters, At the prosperity of the lawless, used I to look.
Thi jeg blev nidkær over Daarerne; jeg maatte se, at det gik de ugudelige vel.
4 For they have no pangs in their death, And vigorous is their body;
Thi der findes intet Baand for dem indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt.
5 Of the toil of weak mortals, have they none, Nor, with the sons of earth, are they hard smitten.
De have ikke Møje som andre Folk, og de blive ikke plagede som andre Mennesker.
6 For this cause, doth arrogance deck them as a neck-chain, And a garment of wrong is their attire;
Derfor har Hovmod prydet dem som en Kæde, Vold skjuler dem som et Smykke.
7 Their iniquity, hath proceeded from fatness, They have surpassed the imaginations of the heart;
Deres Øjne staa ud af Fedme; Hjertets Tanker faa Fremgang.
8 They mock, and wickedly command oppression, From on high, they command;
De haane og tale i Ondskab om at øve Vold; fra det høje tale de.
9 They have set, in the heavens, their mouth, And, their tongue, marcheth through the earth.
De sætte deres Mund i Himmelen, og deres Tunge farer frem paa Jorden.
10 Therefore must his people return thither, And, the waters of abundance, are drained by them;
Derfor vender deres Folk hid, og Vand i fulde Drag uddrikkes af dem.
11 And they say—How doth GOD know? And is there knowledge in the Most High?
Og de sige: Hvorledes skulde Gud vide det? og er der Kundskab hos den Højeste?
12 Lo! these, are the lawless, Who are secure for an age, They have attained unto wealth.
Se, disse ere de ugudelige; dog ere de rolige til evig Tid, de forøge deres Gods.
13 Altogether in vain, Have I cleansed my heart, And bathed in pureness, my hands;
Kun forgæves har jeg renset mit Hjerte og toet mine Hænder i Uskyldighed.
14 And yet been smitten all the day, And been rebuked morning by morning!
Og dog blev jeg plaget den ganske Dag, og min Straf var der hver Morgen.
15 If I had thought, I will relate it thus, Lo! the circle of thy sons, had I betrayed.
Dersom jeg havde sagt: Jeg vil føre saadan Tale; se, da havde jeg handlet troløst imod dine Børns Slægt.
16 When I reasoned, that I might understand this, A vexation, it was in mine eyes:
Og jeg tænkte efter for at forstaa det; men det var en Kval i mine Øjne,
17 Until I could enter the holy places of God, —Could give heed to their hereafter: —
indtil jeg gik ind i Guds Helligdomme og gav Agt paa deres Endeligt.
18 Surely, in slippery places, dost thou set them, —Thou hast suffered them to fall into places of danger.
Kun paa slibrige Steder sætter du dem; du lader dem falde til at ødelægges.
19 How have they become desolate, as in a moment! They have ceased—come to an end, by reason of calamities.
Hvorledes ere de i et Øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne.
20 As the dream of him that waketh, O my Lord! when rousing thyself up, their shadowy being, wilt thou despise.
De ere ligesom en Drøm, naar een er opvaagnet; Herre! naar du opvaagner, vil du foragte deres Billede.
21 But my heart had grown embittered, And, in my reins, had I received wounds;
Da mit Hjerte var bittert, og det stak mig i mine Nyrer,
22 But, I, was brutish, and could not perceive, Like the beasts, had I become before thee.
da var jeg ufornuftig og kunde ikke forstaa noget, jeg var som et Dyr for dig.
23 Nevertheless, I, am continually before thee, Thou hast taken hold of my right hand;
Men jeg vil stedse blive hos dig; du holder ved min højre Haand.
24 By thy counsel, wilt thou guide me, And, afterwards, unto glory, wilt thou take me.
Du leder mig efter dit Raad, og derefter optager du mig til Ære.
25 Whom have I in the heavens? And, compared with thee, there is nothing I desire on earth.
Hvem har jeg i Himlene? og lige med dig har jeg ikke Lyst til noget paa Jorden.
26 Failed have my flesh and my heart, The rock of my heart—and my portion, is God unto times age-abiding.
Forsmægter mit Kød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Del evindelig.
27 For lo! they who are far from thee, shall perish, Thou hast put an end to every one who wandered unchastely from thee.
Thi se, de som holde sig langt borte fra dig, omkomme; du udrydder hver den, som ved Bolen viger af fra dig.
28 But, as for me, the drawing near of God, is my blessedness, —I have made, of My Lord Yahweh, my refuge, —That I may recount all thy works.
Men det er mig godt, at Gud er mig nær; jeg har sat mit Haab paa den Herre, Herre, at jeg kan fortælle alle dine Gerninger.
