Psalms 39
1 To the Chief Musician. For Jeduthun. A Melody of David. I said, [to myself, ] I will take heed to my ways, That I sin not with my tongue, —I will put on my mouth a muzzle, So long as the lawless is before me.
(Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"
2 I was dumb with silence, I held my peace, afar from happiness, But, my pain had been stirred:
Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,
3 Hot was my heart within me, While I was musing, there was kindled a fire, I spake with my tongue!
mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.
4 Let me know, O Yahweh, mine end, And the measure of my days—what it is, I would know how short-lived I am.
Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!
5 Lo! as hand-breadths, hast thou granted my days, and my life-time, is as nothing before thee, —Surely, a mere breath, are all men, [even] such as stand firm. (Selah)
Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. (Sela)
6 Surely as a shadow, doth every man wander, Surely in vain, do they bustle about, he heapeth things up, and knoweth not who shall gather them in.
Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.
7 Now, therefore, for what have I waited, O My Lord? My hope, is, in thee.
Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.
8 From all my transgressions, rescue thou me, —The reproach of the base, oh do not make me!
Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!
9 I am dumb, I cannot open my mouth, for, thou, hast done it.
Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.
10 Remove from off me thy stroke, Because of the hostility of thy hand, am, I, consumed.
Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.
11 When, by rebukes for iniquity, thou hast corrected a man, Then hast thou consumed, as a moth, all that was delightful within him, Surely, a breath, are all men. (Selah)
Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. (Sela)
12 Hear my prayer, O Yahweh, And, unto my cry for help, give ear, At my tears, do not be silent, —For, a sojourner, am, I, with thee, A stranger, like all my fathers.
Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.
13 Look away from me that I may brighten up, Ere yet I depart and am no more.
Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!
