Psalms 39
1 To the Chief Musician. For Jeduthun. A Melody of David. I said, [to myself, ] I will take heed to my ways, That I sin not with my tongue, —I will put on my mouth a muzzle, So long as the lawless is before me.
Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David.
2 I was dumb with silence, I held my peace, afar from happiness, But, my pain had been stirred:
Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig.
3 Hot was my heart within me, While I was musing, there was kindled a fire, I spake with my tongue!
Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt.
4 Let me know, O Yahweh, mine end, And the measure of my days—what it is, I would know how short-lived I am.
Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge.
5 Lo! as hand-breadths, hast thou granted my days, and my life-time, is as nothing before thee, —Surely, a mere breath, are all men, [even] such as stand firm. (Selah)
Herre! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort.
6 Surely as a shadow, doth every man wander, Surely in vain, do they bustle about, he heapeth things up, and knoweth not who shall gather them in.
Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed, hvor fast han end staar. (Sela)
7 Now, therefore, for what have I waited, O My Lord? My hope, is, in thee.
Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem.
8 From all my transgressions, rescue thou me, —The reproach of the base, oh do not make me!
Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig.
9 I am dumb, I cannot open my mouth, for, thou, hast done it.
Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren!
10 Remove from off me thy stroke, Because of the hostility of thy hand, am, I, consumed.
Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det.
11 When, by rebukes for iniquity, thou hast corrected a man, Then hast thou consumed, as a moth, all that was delightful within him, Surely, a breath, are all men. (Selah)
Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag.
12 Hear my prayer, O Yahweh, And, unto my cry for help, give ear, At my tears, do not be silent, —For, a sojourner, am, I, with thee, A stranger, like all my fathers.
Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. (Sela)
13 Look away from me that I may brighten up, Ere yet I depart and am no more.
Herre! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til.
