< Psalms 142 >
1 An Instructive Psalm of David. When he was in the Cave. A Prayer. With my voice—to Yahweh, make I outcry, With my voice—to Yahweh, make I supplication:
En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.
2 I pour out before him my complaint, My distress—before him, I tell.
Jeg løfter min Røst og raaber til HERREN, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,
3 When my spirit fainted concerning myself, then, thou, didst take note of my path, —In the course which I was about to take, they had hidden a snare for me.
udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.
4 Look to the right hand and see, that there is none that, for me, hath regard, —Escape is lost to me, There is no one to care for my life.
Naar Aanden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. Paa Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.
5 I have made outcry unto thee, O Yahweh, —I have said, Thou, art my refuge, my portion, in the land of the living.
Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskaaret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.
6 Attend thou unto my loud cry, for I am brought very low, —Rescue me from my pursuers, for they are stronger than I.
HERRE, jeg raaber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!
7 O bring forth, out of prison, my soul, That I may give thanks unto thy Name, —About me, let the righteous gather round, for thou wilt deal bountifully with me.
Lyt til mit Klageraab, thi jeg er saare ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding paa, at du tager dig af mig.