< Psalms 102 >

1 A Prayer for the Humbled One when he is about to faint, and, before Yahweh, poureth out his grief. O Yahweh, hear thou my prayer, and let, my cry for help, unto thee, enter in.
(Bøn af en elendig, når hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for HERREN.) HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig,
2 Do not hide thy face from me, In the day when I am in distress, —Bend down unto me thine ear, In the day when I call, speedily answer me.
skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig!
3 For, consumed in smoke, are my days, And, my bones, like a burning mass, are scorched through;
Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;
4 Smitten like herbage, so is my heart dried up, For I have forgotten to eat my food.
mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.
5 At the noise of my groaning, my bone, hath cleaved, to my flesh:
Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;
6 I am like the pelican of the desert, I have become as an owl among ruins.
jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder;
7 I have watched and am become, Like a bird sitting alone upon a housetop.
om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget;
8 All the day, have mine enemies, reproached me, And, they who are mad against me, by me, have sworn.
mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger ved mig.
9 For, ashes—like bread, have I eaten, And, my drink—with my tears, have I mingled;
Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer
10 Because of thine indignation and thy wrath, For thou hast lifted me up, and cast me down.
over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;
11 My days, are like a shadow extended, And, I, as green herbage, do wither.
mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.
12 But, thou, O Yahweh, age-abidingly wilt remain, And the memorial of thee, to generation after generation.
Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;
13 Thou, wilt arise, wilt have compassion upon Zion, Surely it is time to favour her, Surely the time appointed, hath come;
du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde;
14 Seeing that thy servants, take pleasure, in her stones, And, her dust, they favour:
thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.
15 That the nations may revere thy Name, O Yahweh, And all the kings of the earth, thy glory.
Og HERRENs Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;
16 When Yahweh, hath built up, Zion, Hath appeared in his glory;
thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;
17 Hath turned towards the prayer of the destitute, And not despised their prayer,
han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.
18 This, shall be written, for a later generation, And, a people to be created, will give praise unto Yah: —
For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;
19 That he looked down, out of his holy height, Yahweh, from the heavens unto the earth, directed his gaze; —
thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord
20 To hear the groaning of the prisoner, To set free, them who were appointed to death.
for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,
21 To the end the Name of Yahweh, might be celebrated in Zion, And his praise in Jerusalem:
at HERRENs Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris i Jerusalem,
22 When the peoples, gather themselves together, And the kingdoms, to serve Yahweh.
når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.
23 He hath prostrated, in the way, my strength, —He hath shortened my days.
Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv.
24 I said, O my GOD, do not remove me in the midst of my days, Throughout the generation of generations, are thy years;
Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt.
25 Of old—the earth, thou didst found, And, the work of thy hands, are the heavens;
Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;
26 They, shall perish, But, thou, wilt abide; And, they all, like a garment, shall fall in pieces, As a vesture, wilt thou change them and they shall vanish;
de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning;
27 But, thou, art, the same, —And, thy years, shall have no end:
som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende!
28 The children of thy servants, shall continue, —And, their seed, before thee, be established.
Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn.

< Psalms 102 >