Proverbs 5
1 My son, to my wisdom, attend, and, to mine understanding, incline thou thine ear:
Min Søn! giv Agt paa min Visdom; bøj dit Øre til min Indsigt;
2 That thou mayest preserve discretion, —and, as for knowledge, that thy lips may guard it.
at du maa gemme kloge Raad, og at dine Læber maa bevare Kundskab.
3 For, with sweet droppings, drip the lips of her that is a stranger, and, smoother than oil, is her mouth;
Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane.
4 But, the latter end of her, is bitter as wormwood, sharp, as a two-edged sword!
Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveægget Sværd.
Hendes Fødder gaa nedad til Døden, hendes Skridt stunde imod Dødsriget. (Sheol h7585)
6 Lest, the path of life, she should ponder, her tracks have wandered she knoweth not [whither].
For at hun ikke skal tænke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det.
7 Now, therefore, ye sons, hearken unto me, and do not turn away from the sayings of my mouth.
Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord.
8 Keep far from her thy way, and do not go near the opening of her house:
Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus,
9 Lest thou give, to other men, thy vigour, and thy years, to him that is cruel:
at du ikke skal give andre din Ære og en grusom Herre dine Aar;
10 Lest strange men, be well fed, by thy strength, and, thy toils, be in the house of the alien.
at fremmede ikke skulle mættes af din Formue, og alt, hvad du har arbejdet for, komme i anden Mands Hus;
11 So shalt thou grieve in thy latter end, in the failing of thy flesh and of thy healthy condition;
saa at du skal hyle; paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld tæres hen,
12 And thou shalt say—How I hated correction! and, reproof, my heart disdained;
og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse?
13 Neither hearkened I to the voice of my teachers, nor, to my instructors, inclined I mine ear:
saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig.
14 Soon was I in all evil, in the midst of convocation and assembly.
Nær var jeg kommen i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.
15 Drink thou water out of thine own cistern, and flowing streams out of the midst of thine own well.
Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde!
16 Let not thy fountains, flow over, abroad, in the streets, dividings of waters:
Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbække ud paa Gaderne?
17 Let them be for thyself, alone, and not for strangers with thee.
Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig.
18 Let thy well-spring be blessed, —and get thy joy from the wife of thy youth: —
Din Kilde være velsignet, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
19 A loving hind! a graceful doe! let, her bosom, content thee at all times, and, in her love, mayst thou stray evermore.
en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kærlighed sværme du alle Tider.
20 Wherefore, then, shouldst thou stray, my son, with a strange woman? or embrace the bosom of a woman unknown?
Hvorfor vil du, min Søn! sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm?
21 For, before the eyes of Yahweh, are the ways of a man, —and, all his tracks, doth he consider:
Thi en Mands Veje ere for Herrens Øjne, og han vejer alle hans Skridt.
22 His own iniquities, shall entrap him with the lawless, and, by the cords of his own sin, shall he be seized.
Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer.
23 He, shall die, for lack of discipline, and, by the abounding of his perversity, shall he be lost.
Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.
