< Proverbs 26 >

1 As snow in summer, and as rain in harvest, so, unbecoming to a dullard is honour.
Som Sne om Somren og Regn om Høsten saa lidt hører Ære sig til for en Taabe.
2 As a sparrow in wandering, as a swallow in flying, so, a causeless curse, shall not alight.
Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt saa rammer ej Banden mod sagesløs Mand.
3 A whip for the horse, a bridle for the ass, and a rod for the back of dullards.
Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Taabers Ryg.
4 Do not answer a dullard, according to his folly, lest, even thou thyself, become like him;
Svar ej Taaben efter hans Daarskab, at ikke du selv skal blive som han.
5 Answer a dullard according to his folly, lest he become wise in his own eyes.
Svar Taaben efter hans Daarskab, at han ikke skal tykkes sig viis.
6 One who cutteth off feet, one who drinketh down wrong, is he who sendeth a message by the hand of a dullard.
Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Taabe.
7 Useless are the legs of the lame, and a proverb, in the mouth of a dullard.
Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Taabers Mund.
8 Like tying a stone to a sling, so, is he that giveth honour, to a dullard.
Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Taabe.
9 A brier cometh into the hand of a drunken-man, a proverb into the mouth of dullards.
Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Taabers Mund.
10 [As] an archer who woundeth every thing, [so] one who hireth a dullard, and a drunkard crossing the sea.
Som en Skytte, der saarer enhver, som kommer, er den, der lejer en Taabe og en drukken.
11 As, a dog, returneth onto his own vomit, a dullard, repeateth his folly.
Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Taabe, der gentager Daarskab.
12 Thou hast seen a man wise in his own eye, —more hope of a dullard, than of him!
Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Taabe er der mere Haab end for ham.
13 Saith the sluggard, A roaring lion in the road! A tearing lion in the midst of the broadways.
Den lade siger: »Et Rovdyr paa Vejen, en Løve ude paa Torvene!«
14 The door, turneth on its hinges, and, the sluggard, upon his bed.
Døren drejer sig paa sit Hængsel, den lade paa sit Leje.
15 The sluggard burieth his hand in the dish, he is too lazy to bring it back to his mouth.
Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Haanden til Munden.
16 Wiser is the sluggard in his own eyes, than, seven persons, who can answer with judgment.
Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.
17 As he who layeth hold of the ears of a dog, is a passer-by, who giveth vent to his wrath over a quarrel, not his!
Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.
18 As a madman throwing firebrands, arrows and death,
Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,
19 So, is a man who deceiveth his neighbour, and saith, Was not, I, in sport?
er den, der sviger sin Næste og siger: »Jeg spøger jo kun.«
20 Without wood a fire is quenched, and, where there is no tattler, strife is hushed.
Er der intet Brænde, gaar Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.
21 Black coal to burning blocks, and wood to fire, so is a contentious man, for kindling strife.
Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.
22 the words of a tattler, are dainties, they, therefore go down into the chambers of the inner man.
Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.
23 Dross silver overlaid upon earthenware, so are burning lips, with a mischievous heart:
Som Sølvovertræk paa et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.
24 With his lips, the hater dissembleth, but, within himself, he layeth up deceit:
Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;
25 Though he make gracious his voice, do not trust him, for, seven abominations, are in his heart:
gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.
26 Hatred may clothe itself with guile, his wickedness shall be disclosed in the convocation.
Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.
27 He that diggeth a pit, thereinto, shall fall, and, he that rolleth a stone, upon himself, shall it return.
I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.
28 A false tongue, hateth them who are crushed by it, and, a flattering mouth, worketh occasion of stumbling.
Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.

< Proverbs 26 >