< Lamentations 5 >

1 Remember, O Yahweh, what hath befallen us, Look around, and see our reproach:
Herre! kom i Hu, hvad der er sket os; sku ned og se vor Forhaanelse!
2 Our inheritance, turned over to foreigners, our houses, to aliens.
Vor Arv er gaaet over til fremmede, vore Huse til Udlændinge.
3 Orphans, have we become, and fatherless, our mothers, are widows indeed.
Vi ere blevne faderløse, uden Fader, vore Mødre ere som Enker.
4 Our water—for silver, have we drunk, our wood—for a price, cometh in.
Vandet, vi drikke, købe vi for Penge; vort Brænde kommer til os for Betaling.
5 Upon our necks, are our pursuers, We labour, and there is allowed us no rest.
Man er os paa Halsen, vi forfølges; vi blive trætte og faa ikke Hvile.
6 To Egypt, have we stretched out our hand, to Assyria, to be satisfied with bread.
Vi have rakt Haanden imod Ægypten, imod Assyrien for at mættes af Brød.
7 Our fathers, sinned, and are not, and, we, their iniquities, have borne.
Vore Fædre have syndet, de ere ikke mere, og vi bære deres Misgerninger.
8 Slaves, have ruled over us, There is none to set free from their hand.
Trælle herske over os; der er ingen, som frier af deres Haand.
9 At the risk of our life, do we bring in our bread, because of the sword of the desert.
Vi hente vort Brød med Fare for vort Liv, formedelst Sværdet i Ørken.
10 Our skin, as with a furnace, is scorched, because of the hot winds of famine.
Vor Hud er forbrændt som en Ovn, af Hungerens Glød.
11 Women—in Zion, were ravished, virgins, in the cities of Judah!
De krænke Kvinderne i Zion, Jomfruerne i Judas Stæder.
12 Princes, by their hand, have been hanged, The faces of elders, not honoured.
Fyrster ere hængte af deres Haand, Oldingers Person bliver ikke æret.
13 Young men, a millstone, have lifted, and, youths, under wood, have staggered.
Unge Karle maatte tage fat paa Kværnen, og Drenge segnede under Byrden af Ved.
14 Elders, from the gates, have ceased. Young men, from their music.
De Ældste have hørt op med at sidde i Porten, de unge Karle med deres Strengeleg.
15 Ceased hath the joy of our hearts, Changed to mourning, our dance.
Vort Hjertes Glæde er hørt op, vor Dans er vendt om til Sorrig.
16 Fallen is the crown of our head. Surely woe to us, for we have sinned.
Vort Hoveds Krone er affalden; o ve os! thi vi have syndet.
17 For this cause, faint is our heart, For these things, dimmed are our eyes:
Derfor er vort Hjerte sygt, derfor ere vore Øjne formørkede:
18 Because of Mount Zion, which is desolate, jackals, have gone prowling therein.
For Zions Bjergs Skyld, som er øde, Ræve løbe derpaa.
19 Thou, O Yahweh, unto times age-abiding, dost remain, Thy throne, from generation to generation:
Du, Herre! du bliver evindelig, din Trone fra Slægt til Slægt.
20 Wherefore shouldst thou perpetually forget us? forsake us, to length of days?
Hvorfor vil du glemme os evindelig? forlade os saa lang en Tid?
21 Bring us back, O Yahweh, unto thyself, and we will come back! Renew our days, as of old;
Herre! før os tilbage til dig, saa ville vi vende tilbage, forny vore Dage som i fordums Tid!
22 For though thou hast not, utterly rejected, us, thou art wroth with us—exceedingly!
Thi mon du aldeles har forkastet os? mon du er saa saare vred paa os?

< Lamentations 5 >