< Job 9 >
1 Then responded Job, and said—
Saa tog Job til Orde og svarede:
2 Of a truth, I know that so it is, But how can a mortal be just with GOD?
Jeg ved forvist, at saaledes er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
3 If he choose to contend with him, he cannot answer him, one of a thousand:
Vilde Gud gaa i Rette med ham, kan han ikke svare paa et af tusind!
4 Wise in heart, and alert in vigour, What man hath hardened himself against him, and prospered!
Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
5 Who removeth mountains, unawares, Who overturneth them in his anger;
Han flytter Bjerge saa let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
6 Who shaketh the earth, out of its place, and, the pillars thereof, shudder;
ryster Jorden ud af dens Fuger, saa dens Grundstøtter bæver;
7 Who commandeth the sun, and it breaketh not forth, and, about the stars, he putteth a seal;
han taler til Solen, saa skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
8 Who spreadeth out fire heavens, by himself alone! and marcheth along, on the heights of the sea;
han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
9 Who made the Bear, the Giant and the Cluster, and the chambers of the south;
han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
10 Who doeth great things, past finding out, and marvels, beyond number.
han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
11 Lo! he cometh upon me, yet can I not see him, Yea he passeth on, yet can I not discern him.
Gaar han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
12 Lo! he snatcheth away, who can bring it back? Who shall say unto him, What wouldst thou do?
røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: »Hvad gør du?«
13 As for GOD, if he withdraw not his anger, under him, will have submitted themselves—the proud helpers.
Gud lægger ikke Baand paa sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
14 How much less that, I, should answer him, should choose my words with him?
hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
15 Whom, though I were righteous, yet would I not answer, to be absolved, I would make supplication.
Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, maa bede min Dommer om Naade!
16 Though I had called, and he had answered me, I could not believe, that he would lend an ear to my voice.
Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
17 For, with a tempest, would he fall upon me, and would multiply my wounds without need;
han, som river mig bort i Stormen, giver mig Saar paa Saar uden Grund,
18 He would not suffer me to recover my breath, for he would surfeit me with bitter things.
ikke lader mig drage Aande, men lader mig mættes med beske Ting.
19 If it regardeth vigour, bold is he! If justice, who could summon him?
Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
20 If I should justify myself, mine own mouth, would condemn me, —I blameless? then had it shewn me perverse.
Har jeg end Ret, maa min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
21 I blameless? I should not know my own soul, I should despise my own life!
Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
22 One thing, there is, for which cause, I have said it, The blameless and the lawless, he bringeth to an end.
Lige meget; jeg paastaar derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
23 If, a scourge, slay suddenly, at the despair of innocent ones, he mocketh.
Naar Svøben kommer med Død i et Nu, saa spotter han skyldfries Hjertekval;
24 The earth, hath been given into the hand of a lawless one, The faces of her judges, he covereth, If not, then who is it?
Jorden gav han i gudløses Haand, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
25 My days, therefore, are swifter than a runner, They have fled, they have seen no good.
Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og saa ikke Lykke,
26 They have passed away with boats of paper-reed, like a vulture [which] rusheth upon food.
gled hen som Baade af Siv, som en Ørn, der slaar ned paa Bytte.
27 If I say, I will forget my complaint, I will lay aside my sad countenance, and brighten up,
Dersom jeg siger: »Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad, «
28 I am afraid of all my pains, I know, that thou wilt not pronounce me innocent.
maa jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
29 I, shall be held guilty, —Wherefore then, in vain, should I toil?
Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
30 Though I bathe myself in snow water, and cleanse, in cleanness itself, my hands,
Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
31 Then, in a ditch, wouldst thou plunge me, and mine own clothes should abhor me:
du dypped mig dog i Pølen, saa Klæderne væmmedes ved mig.
32 For he is not a man like myself, whom I might answer, nor could we come together into judgment:
Thi du er ikke en Mand som jeg, saa jeg kunde svare, saa vi kunde gaa for Retten sammen;
33 There is not, between us, a mediator, who might lay his hand upon us both.
vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Haand paa os begge!
34 Let him take from off me his rod, and, his terror, let it not startle me:
Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
35 I could speak, and not be afraid of him, although, not so, am, I, in myself!
da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!