Job 9
1 Then responded Job, and said—
Men Job svarede og sagde:
2 Of a truth, I know that so it is, But how can a mortal be just with GOD?
Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
3 If he choose to contend with him, he cannot answer him, one of a thousand:
Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
4 Wise in heart, and alert in vigour, What man hath hardened himself against him, and prospered!
Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
5 Who removeth mountains, unawares, Who overturneth them in his anger;
han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
6 Who shaketh the earth, out of its place, and, the pillars thereof, shudder;
han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
7 Who commandeth the sun, and it breaketh not forth, and, about the stars, he putteth a seal;
han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
8 Who spreadeth out fire heavens, by himself alone! and marcheth along, on the heights of the sea;
han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
9 Who made the Bear, the Giant and the Cluster, and the chambers of the south;
han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
10 Who doeth great things, past finding out, and marvels, beyond number.
han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
11 Lo! he cometh upon me, yet can I not see him, Yea he passeth on, yet can I not discern him.
Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
12 Lo! he snatcheth away, who can bring it back? Who shall say unto him, What wouldst thou do?
Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
13 As for GOD, if he withdraw not his anger, under him, will have submitted themselves—the proud helpers.
Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
14 How much less that, I, should answer him, should choose my words with him?
Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
15 Whom, though I were righteous, yet would I not answer, to be absolved, I would make supplication.
Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
16 Though I had called, and he had answered me, I could not believe, that he would lend an ear to my voice.
Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
17 For, with a tempest, would he fall upon me, and would multiply my wounds without need;
Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
18 He would not suffer me to recover my breath, for he would surfeit me with bitter things.
Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
19 If it regardeth vigour, bold is he! If justice, who could summon him?
Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!” og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?”
20 If I should justify myself, mine own mouth, would condemn me, —I blameless? then had it shewn me perverse.
Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
21 I blameless? I should not know my own soul, I should despise my own life!
Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
22 One thing, there is, for which cause, I have said it, The blameless and the lawless, he bringeth to an end.
Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
23 If, a scourge, slay suddenly, at the despair of innocent ones, he mocketh.
Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
24 The earth, hath been given into the hand of a lawless one, The faces of her judges, he covereth, If not, then who is it?
Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
25 My days, therefore, are swifter than a runner, They have fled, they have seen no good.
Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
26 They have passed away with boats of paper-reed, like a vulture [which] rusheth upon food.
De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
27 If I say, I will forget my complaint, I will lay aside my sad countenance, and brighten up,
Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
28 I am afraid of all my pains, I know, that thou wilt not pronounce me innocent.
da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
29 I, shall be held guilty, —Wherefore then, in vain, should I toil?
Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
30 Though I bathe myself in snow water, and cleanse, in cleanness itself, my hands,
Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
31 Then, in a ditch, wouldst thou plunge me, and mine own clothes should abhor me:
da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
32 For he is not a man like myself, whom I might answer, nor could we come together into judgment:
Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
33 There is not, between us, a mediator, who might lay his hand upon us both.
Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
34 Let him take from off me his rod, and, his terror, let it not startle me:
Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 I could speak, and not be afraid of him, although, not so, am, I, in myself!
Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
