Job 31
1 A covenant, I solemnised for mine eyes, —How then could I gaze upon a virgin?
Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?
2 Or what would have been my portion of GOD from above? Or what inheritance of the Almighty from on high?
Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?
3 Is there not calamity, for the perverse? and misfortune, for the workers of iniquity?
Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?
4 Would, he, not see my ways? and of all my steps, take account?
Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?
5 Verily I walked not in falsity, nor did my foot haste unto deceit: —
Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,
6 Let him weigh me in balances of righteousness, —and let GOD take note of mine integrity!
— han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —
7 If my goings have swerved from the way, —and, after mine eyes, hath gone my heart, and, to my hands, hath adhered any stain,
dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:
8 Let me sow but, another, eat. And let, what I have springing up, be uprooted!
Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.
9 If my heart hath been enticed unto a woman, or, by the door of my neighbour, I have lien in wait,
Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:
10 Let my wife, grind to another, and, over her, let others bend!
Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.
11 Surely that had been a shameful thing! and that an iniquity for the judges!
Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;
12 Surely, a fire, had that been, which, unto destruction, would have consumed, and, of all mine increase, had it torn up the root.
thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.
13 If I refused the right of my servant, or my handmaid, when they contended with me,
Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;
14 What then could I have done when GOD rose up? And, when he visited, what could I have answered him?
— og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?
15 Did not he who, in the womb, made me, make him? And is not he who formed us in the body one?
har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —
16 If I withheld—from pleasure—the poor, or, the eyes of the widow, I dimmed;
dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,
17 Or, used to eat my morsel alone, so that the fatherless did not eat thereof;
og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;
18 Surely, from my youth, he grew up to me, as to a father, and, from my birth, I acted as guide to her:
— tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —
19 If I saw one perishing for lack of clothing, or that the needy had no covering;
dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;
20 If his loins did not bless me, or if, with the fleece of my lambs, he did not warm himself;
dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;
21 If I shook—against the fatherless—my hand, when I saw, in the gate, his need of my help,
dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:
22 Let, my shoulder, from the shoulder-blade, fall, and, my arm, from the upper bone, be broken;
Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!
23 For, a dread unto me, was calamity from GOD, and, from his majesty, I could not escape.
Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.
24 If I made gold my stay, and, to precious metal, said, My confidence!
Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;
25 If I rejoiced because great was my substance, and, an abundance, my hand had discovered;
dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;
26 If I looked at the sun, when it flashed forth light, or at the moon, majestically marching along;
dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,
27 And befooled secretly was my heart, so that my hand kissed my mouth,
og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:
28 That too, had been a judicial iniquity, For I should have been false to GOD, above.
— Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!
29 If rejoiced in the misfortune of him that hated me, or exulted when calamity found him; —
dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;
30 Neither did I suffer my palate to sin, by asking, with a curse, for his life:
— men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —
31 If the men of my household have not said, Oh for some of his flesh—we cannot get filled,
dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?
32 Outside, the sojourner lodged not for the night, My doors—to the wayfarer, I threw open.
— den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —
33 If I covered, like Adam, my transgressions, by hiding in my bosom mine iniquity,
dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,
34 Then let me be made to tremble at a great throng, yea let, the contempt of families, terrify me, so that, keeping silence, I shall not go out of the door!
fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —
35 Oh that I had one to hear me, Lo! my crossmark, May, the Almighty, answer me! And would that, a book, mine opponent had written!
Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;
36 Oh! would I not, upon my shoulder, lift it, or bind it as a crown upon me;
sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!
37 The number of my footsteps, I would declare to him, Like a noble, would I draw near to him.
Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.
38 If, against me, my ground used to cry out, and, together, my ridges did weep;
Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;
39 If, the strength thereof, I used to eat, without payment, and, the soul of the holders thereof, I made groan;
dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:
40 Instead of wheat, let there come forth bramble, and, instead of barley, a bad-smelling weed! Ended are the words of Job.
Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.
