< Job 20 >

1 Then responded Zophar the Naamathite, and said: —
Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:
2 Not so, do my thoughts answer me, and to this end, is my haste within me:
Derfor give mine Tanker mig Svar, og fordi jeg har Hast i mit Indre.
3 The correction meant to confound me, I must hear, but, the spirit—out of my understanding, will give me a reply.
Jeg maa høre en Undervisning til Forsmædelse for mig; men Aanden svarer mig ud af min Forstand.
4 Knowest thou, this—from antiquity, from the placing of man upon earth: —
Ved du dette, som har været af Evighed, siden Mennesker sattes paa Jorden:
5 That, the joy-shout of the lawless, is short, and, the rejoicing of the impious, for a moment?
At de ugudeliges Frydeskrig er stakket, og den vanhelliges Glæde kun varer et Øjeblik?
6 Though his elevation mount up to the heavens, and, his head, to the clouds, doth reach,
Om hans Højhed steg op til Himmelen, og hans Hoved naaede til Skyen,
7 Like his own stubble, shall he utterly perish, They who had seen him, shall say, Where is he?
saa skal han dog svinde hen for evigt som Skarn; de, som saa ham, skulle sige: Hvor er han?
8 Like a dream, shall he fly away, and they shall not find him, yea he shall be chased away, as a vision of the night.
Ligesom en Drøm skal han bortfly, og man skal ikke finde ham; og han skal forjages som et Syn om Natten.
9 The eye that hath scanned him, shall not do it again, neither, any more, shall his place behold him:
Det Øje, som har set ham, skal ikke se ham mere, og hans Sted skal ikke beskue ham ydermere.
10 His children, shall seek the favour of the poor, and, his own hand, shall give back his wealth.
Hans Børn skulle søge at behage de ringe, og hans Hænder skulle give hans Formue tilbage.
11 His bones, are full of youthful vigour, yet, with him—in the dust, shall it lie down.
Hans Ben vare fulde af Ungdomskraft, men den skal ligge i Støvet med ham.
12 Though, a sweet taste in his mouth, be given by vice, though he hide it under his tongue;
Er Ondskab end sød i hans Mund, vilde han end dølge den under sin Tunge,
13 Though he spare it, and will not let it go, but retain it in the midst of his mouth,
vilde han end spare den og ikke slippe den, men holde den tilbage i sin Gane:
14 His food, in his stomach, is changed, the gall of adders, within him!
Saa vilde dog hans Brød forvandle sig i hans Indvolde og blive til Øglegalde inden i ham.
15 Wealth, hath he swallowed, and hath vomited the same, Out of his belly, shall, GOD, drive it forth:
Han nedslugte Gods, men han skal udspy det; Gud skal drive det ud af hans Bug.
16 The poison of adders, shall he suck, The tongue of the viper shall slay him;
Han indsugede Øglegift; Otterslangens Tunge skal dræbe ham.
17 Let him not see in the channels the flowings of torrents of honey and milk.
Ej skue han Strømme, ej Bække, som flyde med Honning og Mælk.
18 In vain, he toiled, he shall not swallow, like wealth to be restored, in which he cannot exult!
Han skal tilbagegive det, han har havt Umage for, og ikke nyde det; som Gods, han har erhvervet, og han skal ikke fryde sig.
19 For he hath oppressed—hath forsaken the poor, A house, hath he seized, which he cannot rebuild.
Thi han fortrykte de ringe og lod dem ligge; han røvede et Hus, og han byggede det ikke.
20 Surely he hath known no peace in his inmost mind, —With his dearest thing, shall he not get away:
Fordi han ikke har vidst at være rolig i sin Bug, skal han ikke undkomme ved sit kostelige Gods.
21 Nothing escaped his devouring greed, —For this cause, shall his prosperity not continue:
Der var ingen tilovers, han jo fortærede, derfor skal hans Lykke ikke blive varig.
22 When his abundance is gone, he shall be in straits, All the power of distress, shall come upon him.
Naar han har fuldt op i Overflod, skal han dog blive bange, hver lidendes Haand skal komme over ham.
23 It shall be that, to fill his belly, he will thrust at him the glow of his anger, and rain [it] upon him for his punishment.
For at fylde hans Bug sende Gud sin grumme Vrede over ham, og lade det regne over ham, som skal fortære ham!
24 He shall flee from the armour of iron, —There shall pierce him, a bow of bronze!
Han skal fly for Jernrustning, en Kobberbue skal gennemskyde ham.
25 He hath drawn it out, and it hath come forth out of his back, —yea the flashing arrow-head, out of his gall, There shall march on him—terrors:
Han drager Pilen ud, og den gaar ud af hans Liv, den lynende Od kommer ud af hans Galde; Forfærdelser overfalde ham.
26 Every misfortune, is laid up for his treasures, —There shall consume, a fire, not blown up, —it shall destroy what remaineth in his tent:
Mørket er helt opbevaret for hans Skatte, en Ild, der ikke pustes til, skal fortære ham; det skal gaa den ilde, som er bleven tilbage i hans Telt.
27 The heavens shall reveal his iniquity, and, the earth, be rising up against him:
Himmelen skal aabenbare hans Misgerning, og Jorden skal rejse sig imod ham.
28 The increase of his house shall vanish, melting away in the day of his anger.
Hans Hus's Indtægt skal bortføres; den skal flyde bort paa Guds Vredes Dag.
29 This, is the portion of the lawless man, from God, and the inheritance decreed him from the Mighty One.
Dette er et ugudeligt Menneskes Lod fra Gud og hans tilsagte Arv fra Gud.

< Job 20 >