< Job 19 >

1 Then responded Job, and said: —
Saa tog Job til Orde og svarede:
2 How long will ye grieve my soul? or crush me with words?
Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slaa mig sønder med Ord?
3 These ten times, have ye reviled me, Shameless ye wrong me.
I haaner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.
4 And even if indeed I have erred, with myself lodgeth mine error.
Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?
5 If indeed, against me, ye must needs magnify yourselves, and plead, against me, my reproach.
Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?
6 Know, then, that, God, hath overthrown me, and, within his net, enclosed me.
Saa vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.
7 Lo! I cry—out: Violence! but receive no answer, I cry aloud, but there is no vindication;
Se, jeg skriger: Vold! men faar ikke Svar, raaber om Hjælp, der er ingen Ret.
8 My way, hath he walled up, that I cannot pass, and, upon my paths, hath he made darkness rest;
Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke;
9 My glory—from off me, hath he stripped, and hath removed the crown of my head;
han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,
10 He hath ruined me on every side, and I am gone, and he hath taken away—like a tree—my hope;
brød mig ned overalt, saa jeg maa bort, oprykked mit Haab som Træet;
11 Yea he hath kindled against me his anger, and accounted me towards him like unto his adversaries;
hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;
12 Together, enter his troops and have cast up, against me, their mound, and have encamped all around my tent;
samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.
13 My Brethren—from beside me, hath he moved far away, and, mine acquaintance, are wholly estranged from me;
Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,
14 Failed me, have my near of kin, and, mine intimate acquaintances, have forgotten me;
mine nærmeste og Kendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;
15 Ye guests of my house and my maidens, A stranger, have ye accounted me, An alien, have I become in their eyes;
mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;
16 To mine own servant, I called, and he would not answer, With mine own mouth, I kept entreating him;
ej svarer min Træl, naar jeg kalder, jeg maa trygle ham med min Mund;
17 My breath, is strange to my wife, and I am loathsome to the sons of my own mother;
ved min Aande væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;
18 Even young children, despise me, I rise up, and they speak against me;
selv Drenge agter mig ringe, naar jeg rejser mig, taler de mod mig;
19 All the men of mine intimate circle abhor me, and, these whom I loved, have turned against me;
Standsfæller væmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.
20 Unto my skin and unto my flesh, have my bones cleaved, and I have escaped with the akin of my teeth.
Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.
21 Pity me! pity me! ye, my friends, for, the hand of GOD, hath stricken me!
Naade, mine Venner, Naade, thi Guds Haand har rørt mig!
22 Wherefore should ye persecute me as GOD? and, with my flesh, should not he satisfied?
Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?
23 Oh, then, that my words, could be written, Oh that, in a record, they could be inscribed:
Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog,
24 That, with a stylus of iron and [with] lead, for all time—in the rock, they could be graven!
med Griffel af Jern, med Bly indristet i Klippen for evigt!
25 But, I, know that, my redeemer, liveth, and, as the Last over [my] dust, will he arise;
Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer staa frem.
26 And, though, after my skin is struck off, this [followeth], yet, apart from my flesh, shall I see GOD:
Naar min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,
27 Whom, I myself, shall see, on my side, and, mine own eyes, [shall] have looked upon, and not those of a stranger. Exhausted are my deepest desires in my bosom!
hvem jeg skal se paa min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgaar i mit Indre!
28 Surely ye should say—Why should we persecute him? seeing, the root of the matter, is found in me.
Naar I siger: »Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!«
29 Be ye afraid—on your part—of the face of the sword, because, wrath, [bringeth] the punishments of the sword, to the end ye may know the Almighty.
saa tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom!

< Job 19 >