Job 17
1 My spirit, is broken, My days, are extinguished, Graves, are left me.
Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
2 Verily there are mockers, with me! And, on their insults, mine eye doth rest.
Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
3 Appoint it, I pray thee—be thou surety for me with thyself, Who is there that, on my side, can pledge himself?
Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
4 For, their heart, hast thou kept back from understanding, On this account, thou wilt not exalt them.
Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
5 He that, for a share, denounceth friends, even, the eyes of his children, shall be dim.
Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
6 But he hath set me, as the byword of peoples, And, one to be spit on in the face, do I become.
Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
7 Therefore hath mine eye become dim from vexation, and, my members, are like a shadow, all of them.
Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
8 Upright men shall be astounded over this, and, the innocent, against the impious, shall rouse themselves.
For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
9 That the righteous may hold on his way, and, the clean of hands, increase in strength.
Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
10 But indeed, as for them all, will ye bethink yourselves and enter into it, I pray you? Or shall I not find, among you, one who is wise?
Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
11 My days, are past, my purposes, are broken off, the possessions of my heart!
Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
12 Night for day, they appoint, Light, is near, by reason of darkness!
De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
14 To corruption, have exclaimed, My father, thou! My mother! and My sister! to the worm.
Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
15 Where then would be my hope? And, as for my blessedness, who should see it!
Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
