< Job 16 >
1 Then responded Job, and said: —
Da svarede Job og sagde:
2 I have heard many such things, Wearisome comforters, are ye all!
Jeg har hørt mange Ting som disse: I ere alle sammen besværlige Trøstere.
3 Is there to be an end to windy words? Or what so strongly exciteth thee, that thou must respond?
Bliver der Ende paa Ord, som kun ere Vind? eller hvad ægger dig, at du svarer?
4 I also, like you, could speak, —If your soul were in the place of my soul, I could string together words against you, and could therewith shake over you my head.
Ogsaa jeg kunde tale som I, var kun eders Sjæl i min Sjæls Sted! jeg kunde sætte Ord sammen imod eder og ryste med Hovedet over eder.
5 I could make you determined, by my mouth, and then my lip-solace should restrain you.
Jeg kunde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Trøst kunde bringe Lindring.
6 Though I do speak, unassuaged is my stinging pain, —And, if I forbear, of what am I relieved?
Vilde jeg tale, saa lindres min Smerte ikke; og vilde jeg lade være, hvad Lettelse finder jeg?
7 But, now, hath he wearied me, thou hast destroyed all my family;
Dog, nu har han gjort mig træt; du har ødelagt min hele Forsamling.
8 And, having captured me, it hath served, as a witness; and so my wasting away hath risen up against me, in my face, it answereth.
Du har grebet mig, det blev et Vidne imod mig; og min Magerhed rejste sig imod mig, den taler imod mig.
9 His anger, hath torn and persecuted me, He hath gnashed upon me with his teeth, Mine adversary, hath sharpened his eyes for me.
Hans Vrede har revet mig bort og forfulgte mig, han skar Tænder imod mig, som min Modstander stirrer han med sine Øjne imod mig.
10 They have gaped upon me with their mouth, With reproach, have they smitten my cheek, Together, against me, have they closed their ranks.
De opspilede deres Gab imod mig, de sloge mine Kinder med Forhaanelse, de flokkede sig til Hobe imod mig.
11 GOD doth abandon me to him that is perverse, and, into the hands of the lawless, he throweth me headlong.
Gud overantvordede mig til en uretfærdig og lod mig komme i de ugudeliges Hænder.
12 At ease, was I when he shattered me, Yea he seized me by my neck, and dashed me in pieces, then set me up for himself as a mark:
Jeg var rolig; men han sønderrev mig og tog mig i Nakken og sønderslog mig og oprejste mig til en Skive for sig.
13 His archers came round against me, He clave asunder my reins, and spared not, He poured out, on the earth, my gall:
Hans Skytter omringe mig, han sønderskærer mine Nyrer og sparer ikke, han udgyder min Galde paa Jorden.
14 He made a breach in me, breach upon breach, He ran upon me, like a mighty man.
Han gennembryder mig med Stød paa Stød, han løber imod mig som en Krigshelt.
15 Sackcloth, sewed I on my skin, and rolled—in the dust—my horn:
Jeg syede Sæk omkring min Hud og lagde mit Horn i Støvet.
16 My face, is reddened from weeping, and, upon mine eyelashes, is the death-shade: —
Mit Ansigt blusser af Graad, og Dødens Skygge hviler over mine Øjenlaage,
17 Though no violence was in my hands, and, my prayer, was pure.
skønt ingen Uret er i mine Hænder, og min Bøn er ren.
18 O earth! do not cover my blood, and let there be no place for mine outcry.
O Jord! skjul ikke mit Blod, og ingen Grænse være for mit Raab.
19 Even now, lo! in the heavens, is my witness,
Alt nu, se, i Himmelen er mit Vidne, og min Talsmand er i det høje.
20 And, he that voucheth for me is on high. My friends are, they who scorn me, Unto GOD, hath mine eye shed tears: —
Mine Venner ere blevne mine Bespottere, med Taarer vender mit Øje sig til Gud,
21 That one might plead, for a man, with GOD, —Even a son of man, for his friend!
at han vilde skifte Ret mellem Manden og Gud, imellem Menneskets Barn og hans Næste.
22 When, a few years, come, then, by a path by which I shall not return, shall I depart.
Thi faa Aar skulle endnu komme, saa gaar jeg bort ad en Vej, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.