< 2 Samuel 22 >

1 And David spake unto Yahweh, the words of this song, in the day when Yahweh had rescued him, out of the hand of all his enemies, and out of the hand of Saul;
Og David talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand,
2 and he said, —Yahweh, was my mountain crag and my stronghold, and my deliverer—mine;
og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
3 My God, was my rock, I sought refuge in him, —My shield, and my horn of salvation, my high tower, and my refuge, My Saviour! from violence, thou didst save me.
Han er Gud, min Klippe, paa hvilken jeg tror, mit Skjold og min Frelses Horn, min Ophøjelse og min Tilflugt, min Frelser, fra Vold har du frelst mig.
4 As one worthy to be praised, called I on Yahweh, —And, from my foes, was I saved.
Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
5 When the breakers of death had encompassed me, —the torrents of perdition, made me afraid, —
Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig.
6 the meshes of hades, had surrounded me, —the snares of death had confronted me, (Sheol h7585)
Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer laa foran mig. (Sheol h7585)
7 In my distress, called I on Yahweh, Yea, unto my God, did I call, —and he hearkened, out of his temple, unto my voice, and, my cry for help, was in his ears!
Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud, og han hørte min Røst af sit Tempel og mit Raab med sine Øren.
8 Then did the earth shake and quake, the foundations of the heavens, were deeply moved, —yea they did shake, because he was angry,
Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
9 There went up a smoke in his nostrils, and, a fire out of his mouth, devoured, —live coals, were kindled from it:
Og der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; gloende Kul brændte ud fra ham.
10 Then he stretched out the heavens, and came down, —and, thick gloom, was under his feet;
Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder.
11 Then he rode on a cherub, and flew, —and was seen on the wings of the wind;
Og han for paa Keruben og fløj, og han blev set over Vejrets Vinger.
12 And made of the darkness around him, pavilions, —gathering of waters, clouds of vapours.
Og han satte Mørkhed til Dække trindt omkring sig; der var Vandenes Forsamling og tykke Skyer.
13 Out of the brightness before him, were kindled live coals of fire;
Fra Glansen, som var for ham, brændte gloende Kul.
14 Thunder from the heavens, did Yahweh give forth, —yea, the Highest, uttered his voice;
Herren tordnede fra Himmelen, og den højeste udgav sin Røst.
15 And he sent forth arrows, and scattered them, —lightning, and confused them;
Og han udskød Pile og adspredte dem; der kom Lyn, og han forfærdede dem.
16 Then appeared the channels of the sea, were uncovered the foundations of the world, —at the rebuke of Yahweh, the blast of the breath of his nostrils;
Da saas Havets Leje, Jordens Grundvolde blottedes ved Herrens Trusel, ved hans Næses Aandes Pust.
17 He sent from on high, he took me, —he drew me out of many waters;
Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig af mange Vande.
18 He rescued me from my foe, in his might, —from them who hated me, because they were too strong for me:
Han friede mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
19 They confronted me, in the day of my necessity, —then became Yahweh my stay:
De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men Herren var min Støtte.
20 And brought out, into a large place, even me, —he delivered me, because he delighted in me:
Og han udførte mig i det vide Rum; han friede mig, thi han havde Lyst til mig.
21 Yahweh rewarded me, according to my righteousness—according to the cleanness of my hands, he repaid me:
Herren gengældte mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Renhed.
22 For I had kept the ways of Yahweh, —and not broken away from my God;
Thi jeg har bevaret Herrens Veje, og jeg har ikke handlet ugudeligt imod min Gud.
23 For, all his regulations, were before me, —and, as for his statutes, I turned not from them.
Thi alle hans Domme ere mig for Øje, og hans Skikke, fra dem viger jeg ikke;
24 So became I blameless towards him, —and kept myself from mine iniquity:
men jeg var fuldkommen for ham og vogtede mig for min Misgerning.
25 Yahweh therefore repaid me, according to my righteousness, —according to my pureness before his eyes.
Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter min Renhed for hans Øjne.
26 With the loving, thou didst show thyself loving, —with the blameless hero, thou didst show thyself blameless;
Imod den fromme viser du dig from, imod den trofaste vældige viser du dig trofast.
27 With the pure, thou didst show thyself pure, —but, with the perverse, thou didst shew thyself ready to contend:
Imod den rene viser du dig ren, og imod den forvendte viser du dig vrang.
28 And, a patient people, thou didst save, —but, thine eyes, were on the lofty—thou layedst them low;
Og du skal frelse det elendige Folk, og dine Øjne ere over de høje, dem fornedrer du.
29 For, thou, wast my lamp, O Yahweh, —and, Yahweh, enlightened my darkness;
Thi du, Herre, er min Lygte, og Herren skal gøre min Mørkhed klar.
30 For, by thee, I ran through a troop, —by my God, I leapt over a wall.
Thi ved dig stormer jeg igennem Skaren, ved min Gud springer jeg over en Mur.
31 As for God, blameless is his way, —the speech of Yahweh, hath been proved, a shield, he is to all who seek refuge in him.
Guds Vej er fuldkommen, Herrens Tale er lutret; han er alle dem et Skjold, som haabe paa ham.
32 For who is a GOD, save Yahweh? and who a Rock, save our God?
Thi hvo er en Gud foruden Herren? og hvo er en Klippe foruden vor Gud?
33 GOD, is my fortress of strength, —and shewed to the blameless his way;
Gud er min Styrke og Kraft, og han letter min Vej fuldkomment.
34 Planting my feet like the hinds’, —yea, on my high places, he caused me to stand;
Han gør mine Fødder som Hindernes og skal lade mig staa paa mine Høje.
35 Teaching my hands, to war, —so that a bow of bronze was bent by mine arms;
Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue spændes med mine Arme.
36 Thus didst thou grant me, as a shield, thy salvation, —and, thy condescension, made me great.
Og du giver mig din Frelses Skjold; og idet du ydmyger mig, gør du mig stor.
37 Thou didst widen my stepping-places, under me, —so that mine ankles faltered not:
Du gør mine Trin vide under mig, og mine Knokler snublede ikke.
38 I pursued my foes, and destroyed them, —and returned not, till they were consumed;
Jeg forfølger mine Fjender og ødelægger dem og vender ikke tilbage, før jeg har gjort Ende paa dem.
39 So I consumed them, and crushed them, and they rose not again, —thus fell they under my feet:
Ja, jeg har gjort Ende paa dem og knuset dem, at de ikke skulle rejse sig; og de faldt under mine Fødder.
40 Thus didst thou gird me with strength, for the battle, —thou subduedst mine assailants under me:
Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen, du skal nedbøje dem under mig, som staa op imod mig.
41 And, as for my foes, thou didst give me their neck, —yea, them who hated me, that I might destroy them:
Og du har jaget mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, og jeg udrydder dem.
42 They cried out, but there was none to save, —unto Yahweh, but he answered them not.
De saa sig om, men der var ingen Frelser; til Herren, men han svarede dem ikke.
43 Then did I beat them in pieces, like the dust of the earth, —like the clay of the lanes, did I crush them, stamp them down.
Og jeg støder dem smaa som Jordens Støv, som Dynd paa Gader knuser jeg dem og tramper dem ned.
44 Thus didst thou rescue me from the contentions of my people, didst keep me to be the head of nations: —a people whom I had not known, served me;
Og du udfriede mig fra mit Folks Kiv; du bevarede mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig.
45 The sons of the foreigner, came cringing unto me, —at the hearing of the ear, they submitted to me, —
Den fremmedes Børn smigre for mig; da deres Øre hørte om mig, adløde de mig.
46 The sons of the foreigner, were disheartened, and came quaking, out of their fortresses.
Den fremmedes Børn visne hen, og de gaa omgjordede ud af deres Borge.
47 Yahweh liveth, and blessed be my rock, —and exalted be the God (of the rock) of my salvation: —
Herren lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Frelses Klippe, skal ophøjes!
48 The GOD who hath avenged me, and brought down peoples under me;
Den Gud, som giver mig Hævn, og som nedkaster Folkene under mig,
49 And brought me forth from among my foes, —yea, from mine assailants, hast thou set me on high, from the man of violence, hast thou delivered me.
og som fører mig ud fra mine Fjender; du ophøjer mig over dem, som staa op imod mig, du redder mig fra Voldsmænd.
50 For this cause, will I praise thee, O Yahweh, among the nations, —and, to thy name, will I touch the strings: —
Derfor vil jeg bekende dig, Herre! iblandt Hedningerne og synge dit Navn Lov.
51 Who hath made great the victories of his King, —and shown lovingkindness to his Anointed One, to David and to his Seed, unto times age-abiding.
Han gør sin Frelse stor for sin Konge og gør Miskundhed imod sin Salvede, imod David og imod hans Sæd, evindelig.

< 2 Samuel 22 >