Psalms 142

1 Maschil of David, when he was in the cave; a Prayer. I cry with my voice unto the LORD; with my voice unto the LORD do I make supplication.

(En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

2 I pour out my complaint before him; I shew before him my trouble.

udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

3 When my spirit was overwhelmed within me, thou knewest my path. In the way wherein I walk have they hidden a snare for me.

Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

4 Look on [my] right hand, and see; for there is no man that knoweth me: refuge hath failed me; no man careth for my soul.

Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

5 I cried unto thee, O LORD; I said, Thou art my refuge, my portion in the land of the living.

HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

6 Attend unto my cry; for I am brought very low: deliver me from my persecutors; for they are stronger than I.

Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

7 Bring my soul out of prison, that I may give thanks unto thy name: the righteous shall compass me about; for thou shalt deal bountifully with me.

udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.