Psalms 142

1 Maschil of David, when he was in the cave; a Prayer. I cry with my voice unto the LORD; with my voice unto the LORD do I make supplication.

En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

2 I pour out my complaint before him; I shew before him my trouble.

Jeg løfter min Røst og raaber til HERREN, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

3 When my spirit was overwhelmed within me, thou knewest my path. In the way wherein I walk have they hidden a snare for me.

udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

4 Look on [my] right hand, and see; for there is no man that knoweth me: refuge hath failed me; no man careth for my soul.

Naar Aanden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. Paa Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

5 I cried unto thee, O LORD; I said, Thou art my refuge, my portion in the land of the living.

Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskaaret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

6 Attend unto my cry; for I am brought very low: deliver me from my persecutors; for they are stronger than I.

HERRE, jeg raaber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

7 Bring my soul out of prison, that I may give thanks unto thy name: the righteous shall compass me about; for thou shalt deal bountifully with me.

Lyt til mit Klageraab, thi jeg er saare ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding paa, at du tager dig af mig.