Psalms 137

1 By the rivers of Babylon, there we sat down, yea, we wept, when we remembered Zion.

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 Upon the willows in the midst thereof we hanged up our harps.

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 For there they that led us captive required of us songs, and they that wasted us [required of us] mirth, [saying], Sing us one of the songs of Zion.

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

4 How shall we sing the LORD’S song in a strange land?

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 If I forget thee, O Jerusalem, let my right hand forget [her cunning].

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 Let my tongue cleave to the roof of my mouth, if I remember thee not; if I prefer not Jerusalem above my chief joy.

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 Remember, O LORD, against the children of Edom the day of Jerusalem; who said, Rase it, rase it, even to the foundation thereof.

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

8 O daughter of Babylon, that art to be destroyed; happy shall he be, that rewardeth thee as thou hast served us.

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 Happy shall he be, that taketh and dasheth thy little ones against the rock.

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.