< Job 17 >

1 My spirit is consumed, my days are extinct, the grave is [ready] for me.
Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
2 Surely there are mockers with me, and mine eye abideth in their provocation.
Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
3 Give now a pledge, be surety for me with thyself; who is there that will strike hands with me?
Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
4 For thou hast hid their heart from understanding: therefore shalt thou not exalt [them].
Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
5 He that denounceth his friends for a prey, even the eyes of his children shall fail.
Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
6 He hath made me also a byword of the people; and I am become an open abhorring.
Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
7 Mine eye also is dim by reason of sorrow, and all my members are as a shadow.
Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
8 Upright men shall be astonied at this, and the innocent shall stir up himself against the godless.
For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
9 Yet shall the righteous hold on his way, and he that hath clean hands shall wax stronger and stronger.
Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
10 But return ye, all of you, and come now: and I shall not find a wise man among you.
Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
11 My days are past, my purposes are broken off, even the droughts of my heart.
Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
12 They change the night into a day: the fight, [say they], is near unto the darkness.
De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
13 If I look for Sheol as mine house; if I have spread my couch in the darkness; (Sheol h7585)
Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
14 If I have said to corruption, Thou art my father; to the worm, [Thou art] my mother, and my sister;
Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
15 Where then is my hope? and as for my hope, who shall see it?
Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
16 It shall go down to the bars of Sheol, when once there is rest in the dust. (Sheol h7585)
Den skal nedfare til Gravens Porte, naar der tilmed bliver Ro i Støvet. (Sheol h7585)

< Job 17 >