Exodus 33

1 And the LORD spake unto Moses, Depart, go up hence, thou and the people which thou hast brought up out of the land of Egypt, unto the land of which I sware unto Abraham, to Isaac, and to Jacob, saying, Unto thy seed will I give it:

Og Herren sagde til Mose: Gaa, drag op herfra, du og Folket, som du førte op af Ægyptens Land, til det Land, som jeg tilsvor Abraham, Isak og Jakob, — sigende: Din Sæd vil jeg give det,

2 and I will send an angel before thee; and I will drive out the Canaanite, the Amorite, and the Hittite, and the Perizzite, the Hivite, and the Jebusite:

og jeg vil sende en Engel foran dig, og uddrive Kananiter, Amoriter og Hethiter og Feresiter, Heviter og Jebusiter, —

3 unto a land flowing with milk and honey: for I will not go up in the midst of thee; for thou art a stiffnecked people: lest I consume thee in the way.

til et Land, som flyder med Mælk og Honning; men jeg vil ikke drage op med dig, thi du er et haardnakket Folk, at jeg ikke skal fortære dig paa Vejen.

4 And when the people heard these evil tidings, they mourned: and no man did put on him his ornaments.

Der Folket hørte denne svare Tale, da sørgede de, og ingen satte sin Prydelse paa sig.

5 And the LORD said unto Moses, Say unto the children of Israel, Ye are a stiffnecked people: if I go up into the midst of thee for one moment, I shall consume thee: therefore now put off thy ornaments from thee, that I may know what to do unto thee.

Og Herren sagde til Mose: Sig til Israels Børn: I ere et haardnakket Folk; drog jeg et Øjeblik midt op iblandt dig, saa maatte jeg fortære dig; og læg nu din Prydelse af dig, at jeg kan vide, hvad jeg skal gøre ved dig.

6 And the children of Israel stripped themselves of their ornaments from mount Horeb onward.

Saa aflagde Israels Børn deres Prydelse fra det Bjerg Horeb af.

7 Now Moses used to take the tent and to pitch it without the camp, afar off from the camp; and he called it, The tent of meeting. And it came to pass, that every one which sought the LORD went out unto the tent of meeting, which was without the camp.

Men Mose tog Teltet og slog sig det ud udenfor Lejren, langt fra Lejren, og kaldte det Forsamlingens Telt; og det skete, at hver som vilde adspørge Herren, maatte gaa ud til Forsamlingens Telt, som var udenfor Lejren.

8 And it came to pass, when Moses went out unto the Tent, that all the people rose up, and stood, every man at his tent door, and looked after Moses, until he was gone into the Tent.

Og det skete, naar Mose gik ud til Teltet, da rejste alt Folket sig, og de stode hver i sit Telts Dør, og de saa efter Mose, indtil han kom til Teltet.

9 And it came to pass, when Moses entered into the Tent, the pillar of cloud descended, and stood at the door of the Tent: and [the LORD] spake with Moses.

Og det skete, naar Mose kom til Teltet, kom Skystøtten ned og stod i Teltets Dør, og han talte med Mose.

10 And all the people saw the pillar of cloud stand at the door of the Tent: and all the people rose up and worshipped, every man at his tent door.

Og alt Folket saa Skystøtten staa i Teltets Dør, og alt Folket rejste sig, og de bøjede sig, hver i sit Telts Dør.

11 And the LORD spake unto Moses face to face, as a man speaketh unto his friend. And he turned again into the camp: but his minister Joshua, the son of Nun, a young man, departed not out of the Tent.

Men Herren talede til Mose, Ansigt til Ansigt, ligesom en Mand taler med sin Næste; og han vendte om til Lejren, men hans Tjener Josva, Nims Søn, den unge Karl, veg ikke fra Teltet.

12 And Moses said unto the LORD, See, thou sayest unto me, Bring up this people: and thou hast not let me know whom thou wilt send with me. Yet thou hast said, I know thee by name, and thou hast also found grace in my sight.

Og Mose sagde til Herren: Se, du siger til mig: Før dette Folk op, og du har ikke ladet mig vide, hvem du vil sende med mig; enddog du har sagt: Jeg kender dig ved Navn, og du har ogsaa fundet Naade for mine Øjne.

13 Now therefore, I pray thee, if I have found grace in thy sight, shew me now thy ways, that I may know thee, to the end that I may find grace in thy sight: and consider that this nation is thy people.

Og nu, kære, dersom jeg har fundet Naade for dine Øjne, da vis mig, kære, dine Veje, at jeg kan kende dig, paa det jeg maa finde Naade for dine Øjne; og se, dette Folk er dit Folk.

14 And he said, My presence shall go [with thee], and I will give thee rest.

Og han sagde: Mit Ansigt skal gaa med, og jeg vil skaffe dig Hvile.

15 And he said unto him, If thy presence go not [with me], carry us not up hence.

Men han sagde til ham: Dersom dit Ansigt ikke gaar med os, da lad os ikke drage op herfra.

16 For wherein now shall it be known that I have found grace in thy sight, I and thy people? is it not in that thou goest with us, so that we be separated, I and thy people, from all the people that are upon the face of the earth?

Og hvorpaa skulde det dog kendes, at jeg har fundet Naade for dine Øjne, jeg og dit Folk? mon ikke derpaa, at du gaar med os? at vi, jeg og dit Folk, udmærkes frem for hvert Folk, som er paa Jorderiges Kreds.

17 And the LORD said unto Moses, I will do this thing also that thou hast spoken: for thou hast found grace in my sight, and I know thee by name.

Da sagde Herren til Mose: Jeg vil ogsaa gøre dette Ord, som du har talet; thi du har fundet Naade for mine Øjne, og jeg kender dig ved Navn.

18 And he said, Shew me, I pray thee, thy glory.

Men han sagde: Kære, lad mig se din Herlighed!

19 And he said, I will make all my goodness pass before thee, and will proclaim the name of the LORD before thee; and I will be gracious to whom I will be gracious, and will shew mercy on whom I will shew mercy.

Og han sagde: Jeg vil lade al min Godhed drage forbi for dit Ansigt, og jeg vil ved Navn udraabe: Herren! for dit Ansigt; og jeg vil være den naadig, hvem jeg er naadig, og forbarme mig over den, hvem jeg forbarmer mig over.

20 And he said, Thou canst not see my face: for man shall not see me and live.

Og han sagde: Du kan ikke se mit Ansigt; thi Mennesket kan ikke se mig og leve.

21 And the LORD said, Behold, there is a place by me, and thou shalt stand upon the rock:

Og Herren sagde: Se, her er et Sted hos mig, og du skal staa paa Klippen.

22 and it shall come to pass, while my glory passeth by, that I will put thee in a cleft of the rock, and will cover thee with my hand until I have passed by:

Og det skal ske, naar min Herlighed gaar forbi, da vil jeg lade dig staa i Kløften paa Klippen, og jeg vil dække med min Haand over dig, indtil jeg er gaaet forbi.

23 and I will take away mine hand, and thou shalt see my back: but my face shall not be seen.

Og naar jeg borttager min Haand, da skal du se mig bagfra; men mit Ansigt kan ikke ses.