< Psalms 78 >
1 “A psalm of Asaph.” Give ear, O my people, to my instruction! Incline your ears to the words of my mouth!
Mit Folk! vend dine Øren til min Lære, bøjer eders Øren til min Munds Tale!
2 I will open my mouth in a psalm; I will utter sayings of ancient times.
Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde mørke Taler fra fordums Tid,
3 What we have heard and learned, And our fathers have told us,
dem, som vi have hørt og vide, og vore Fædre have fortalt os.
4 We will not hide from their children; Showing to the generation to come the praises of Jehovah, His might, and the wonders he hath wrought.
Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men forkynde Herrens megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort.
5 For he appointed statutes in Jacob, And established a law in Israel, Which he commanded our fathers To make known to their children;
Han oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hvilken han bød vore Fædre at kundgøre dem for deres Børn,
6 So that the generation to come might know them; The children, which should be born, and rise up, Who should declare them to their children;
paa det den Slægt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortælle det for deres Børn,
7 That they might put their trust in God, And not forget his deeds, But keep his commandments;
og at de maatte sætte deres Haab paa Gud og ikke glemme Guds Gerninger, men bevare hans Bud;
8 And might not be, like their forefathers, A stubborn and rebellious generation, —A generation whose heart was not fixed upon God, And whose spirit was not steadfast toward the Almighty.
og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud.
9 The children of Ephraim were like armed bowmen, Who turn their backs in the day of battle.
Efraims Børn vare rustede Bueskytter, men svigtede paa Stridens Dag.
10 They kept not the covenant of God, And refused to walk in his law;
De holdt ikke Guds Pagt og vægrede sig ved at vandre i hans Lov.
11 And forgot his mighty deeds, And the wonders he had shown them.
Og de glemte hans Gerninger og hans underfulde Ting, som han havde ladet dem se.
12 Marvellous things did he in the sight of their fathers, In the land of Egypt, in the field of Zoan.
For deres Fædre havde han gjort Undere i Ægyptens Land, paa Zoans Mark.
13 He divided the sea, and caused them to pass through; Yea, he made the waters to stand as a heap.
Han adskilte Havet og lod dem gaa igennem og optaarnede Vandet som en Dynge.
14 By day he led them by a cloud, And all the night by a light of fire.
Og han ledede dem om Dagen ved Skyen og den ganske Nat ved Ildens Lys.
15 He clave the rocks in the wilderness, And gave them drink, as from the great deep.
Han kløvede Klipper i Ørken og gav dem at drikke som af store Dyb.
16 From the rock he brought flowing streams, And made water to run down like rivers.
Og han lod Bække strømme frem af Klippen og lod Vand rinde ned som Floder.
17 Yet still they sinned against him, And provoked the Most High in the desert.
Men de bleve endnu ved med at synde imod ham, med at være genstridige imod den Højeste i Ørken.
18 They tempted God in their hearts, By asking food for their delight.
Og de fristede Gud i deres Hjerte, saa at de begærede Mad for deres Lyst.
19 Yea, they spake against God, and said, “Can God spread a table in the wilderness?
Og de talte imod Gud; de sagde: Mon Gud kan berede et Bord i Ørken?
20 Behold! he smote the rock, and the water flowed, And streams gushed forth: Is he also able to give bread? Can he provide flesh for his people?”
Se, han har slaget Klippen, saa at der flød Vand, og Bækkene løb over; mon han og kan give Brød; mon han kan skaffe Kød for sit Folk?
21 When, therefore, the LORD heard this, he was wroth: So a fire was kindled against Jacob, And anger arose against Israel.
Derfor, da Herren hørte det, blev han fortørnet; og en Ild optændtes imod Jakob, og en Vrede opkom imod Israel,
22 Because they believed not in God, And trusted not in his aid.
fordi de ikke troede paa Gud og ikke forlode sig paa hans Frelse.
23 Yet he had commanded the clouds above, And had opened the doors of heaven;
Og han bød Skyerne heroventil og oplod Himlenes Døre.
24 And had rained down upon them manna for food, And had given them the corn of heaven.
Og han lod Man regne paa dem til at æde og gav dem Himmelkorn.
25 Every one ate the food of princes; He sent them bread to the full.
Hver aad de stærkes Brød; han sendte dem Mad til Mættelse.
26 Then he caused a strong wind to blow in the heavens, And by his power he brought a south wind;
Han lod Østenvejr fare frem under Himmelen og førte Søndenvejr frem ved sin Styrke.
27 He rained down flesh upon them as dust, And feathered fowls as the sand of the sea.
Og han lod Kød regne ned over dem som Støv og flyvende Fugle som Havets Sand.
28 He caused them to fall in the midst of their camp, Round about their habitations.
Og han lod dem falde midt i sin Lejr, trindt omkring sine Boliger.
29 So they did eat, and were filled; For he gave them their own desire.
Og de aade og bleve saare mætte; han tilførte dem det, som de havde faaet Lyst til.
30 Their desire was not yet satisfied, And their meat was yet in their mouths,
De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund:
31 When the wrath of God came upon them, And slew their strong men, And smote down the chosen men of Israel.
Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog nogle iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Mænd i Israel.
32 For all this they sinned still, And put no trust in his wondrous works.
Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger.
33 Therefore he consumed their days in vanity, And their years in sudden destruction.
Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse.
34 When he slew them, they sought him; They returned, and sought earnestly for God;
Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.
35 And remembered that God was their rock, And the Most High their redeemer.
Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser.
36 But they only flattered him with their mouths, And spake falsely to him with their tongues.
Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger.
37 For their hearts were not true to him, Nor were they steadfast in his covenant.
Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.
38 Yet, being full of compassion, he forgave their iniquity, And would not utterly destroy them; Often he restrained his indignation, And stirred not up all his anger.
Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem.
39 He remembered that they were but flesh, —A breath, that passeth and cometh not back.
Og han kom i Hu, at de vare Kød, et Aandepust, som farer hen og ej kommer tilbage.
40 How often did they provoke him in the wilderness! How often did they anger him in the desert!
Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder.
41 Again and again they tempted God, And offended the Holy One of Israel.
Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel.
42 They remembered not his hand, Nor the day when he delivered them from the enemy;
De kom ikke hans Haand i Hu paa den Dag, da han udløste dem af Nød;
43 What signs he had wrought in Egypt, And what wonders in the fields of Zoan.
da han satte sine Tegn i Ægypten og sine Undere paa Zoans Mark;
44 He turned their rivers into blood, So that they could not drink of their streams.
da han forandrede deres Floder til Blod og deres Strømme, saa at de ikke kunde drikke af dem;
45 He sent amongst them flies, which devoured them, And frogs, which destroyed them.
og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordærvelse;
46 He gave also their fruits to the caterpillar, And their labor to the locust.
og han gav Kornormen deres Grøde og Græshoppen deres Arbejde;
47 He destroyed their vines with hail, And their sycamore-trees with frost.
han slog deres Vintræer med Hagelen og deres Morbærtræer med Isstykker;
48 He also gave up their cattle to hail, And their flocks to hot thunderbolts.
og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvæg til Lynene;
49 He sent against them the fierceness of his anger, Wrath, indignation, and woe, —A host of angels of evil.
han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud;
50 He made a way for his anger, He spared them not from death, But gave up their lives to the pestilence.
han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjæl fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten;
51 He smote all the firstborn in Egypt; The first-fruits of their strength in the tents of Ham.
og han slog alle førstefødte i Ægypten, Kraftens Førstegrøde i Kams Telte;
52 But he led forth his own people like sheep, And guided them like a flock in the wilderness.
men sit Folk lod han drage ud som Faareflokken og førte dem i Ørken som Hjorden;
53 He led them on safely, so that they feared not, While the sea overwhelmed their enemies.
og han ledede dem tryggelig, at de ikke flygtede; men Havet skjulte deres Fjender.
54 He brought them to his own sacred border, Even to this mountain which his right hand had gained.
Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans højre Haand havde forhvervet;
55 He cast out the nations before them, And divided their land by a measuring-line, as an inheritance, And caused the tribes of Israel to dwell in their tents.
og han uddrev Hedningerne for deres Ansigt og lod disses Land tilfalde dem som Arvedel; og han lod Israels Stammer bo i deres Telte.
56 Yet they tempted and provoked God, the Most High, And kept not his statutes;
Men de fristede Gud, den Højeste, og vare genstridige imod ham og agtede ikke paa hans Vidnesbyrd.
57 Like their fathers they were faithless, and turned back; They turned aside, like a deceitful bow.
Og de vendte sig bort og bleve troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue.
58 They provoked his anger by their high places, And stirred up his jealousy by their graven images.
Og de opirrede ham ved deres Høje og gjorde ham nidkær ved deres udskaarne Billeder.
59 God saw this, and was wroth, And greatly abhorred Israel;
Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare.
60 So that he forsook the habitation at Shiloh, The tabernacle where he dwelt among men,
Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene.
61 And delivered his strength into captivity, And his glory into the hand of the enemy.
Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand.
62 His own people he gave up to the sword, And was wroth with his own inheritance.
Og han overantvordede sit Folk til Sværd og fortørnedes paa sin Arv.
63 Fire consumed their young men, And their maidens did not bewail them.
Ild fortærede deres unge Mandskab, og deres Jomfruer fik ingen Brudesang.
64 Their priests fell by the sword, And their widows made no lamentation.
Deres Præster faldt for Sværdet, og deres Enker begræd dem ikke.
65 But at length the Lord awaked as from sleep, As a hero who had been overpowered by wine;
Da opvaagnede Herren som en sovende, som en Helt, der jubler af Vin.
66 He smote his enemies, and drove them back, And covered them with everlasting disgrace.
Og han slog sine Fjender tilbage, han gjorde dem en evig Skam.
67 Yet he rejected the tents of Joseph, And chose not the tribe of Ephraim;
Og han forkastede Josefs Telt og udvalgte ikke Efraims Stamme;
68 But chose the tribe of Judah, The Mount Zion which he loved;
men han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elskede.
69 Where he built, like the heavens, his sanctuary; Like the earth, which he hath established for ever.
Og han byggede sin Helligdom lig Højderne, lig Jorden, hvilke han har grundfæstet evindelig.
70 And he chose David, his servant, And took him from the sheepfolds;
Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne;
71 From tending the suckling ewes he brought him To feed Jacob his people, And Israel his inheritance.
fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv.
72 He fed them with an upright heart, And guided them with skilful hands.
Og han vogtede dem efter sit Hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand.