Psalms 142

1 “A psalm of David; a prayer, when he was in the cave” I cry unto the LORD with my voice; With my voice to the LORD do I make my supplication.

En Undervisning; af David; da han var i Hulen; en Bøn.

2 I pour out my complaint before him; I declare before him my distress.

Med min Røst vil jeg raabe til Herren; med min Røst vil jeg bede til Herren om Naade.

3 When my spirit is overwhelmed within me, Thou knowest my path! In the way which I walk, they have hid a snare for me.

Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød til Kende for hans Ansigt.

4 I look on my right hand, and behold, But no man knoweth me; Refuge faileth me; No one careth for me.

Naar min Aand er forsmægtet i mig, da kender du min Sti; paa Vejen, som jeg skulde gaa, have de skjult en Snare for mig.

5 I cry unto thee, O LORD! I say, Thou art my refuge, My portion in the land of the living.

Sku til højre, og se, der er ingen, som kendes ved mig; Tilflugt er forsvunden fra mig, ingen er omhyggelig for min Sjæl.

6 Attend to my cry, for I am brought very low; Deliver me from my persecutors, For they prevail against me!

Jeg raabte til dig, Herre! jeg sagde: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land.

7 Bring me out of prison, That I may praise thy name! The righteous shall gather around me, When thou shalt show me thy favor.

Giv Agt paa mit Skrig; thi jeg er bleven saare ringe; fri mig fra dem, som forfølge mig; thi de ere mig for stærke. Udfør min Sjæl af Fængsel til at prise dit Navn; de retfærdige skulle omgive mig, naar du gør vel imod mig.