Psalms 137

1 By the rivers of Babylon, there we sat down, yea, we wept, When we remembered Zion.

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 We hung our harps on the willows in the midst thereof.

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 For there they who carried us away captive required of us a song; They who wasted us required of us mirth: “Sing us one of the songs of Zion!”

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!”

4 How shall we sing the LORD'S song In a strange land?

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 If I forget thee, O Jerusalem, Let my right hand forget her cunning!

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 If I do not remember thee, Let my tongue cleave to the roof of my mouth; If I prefer not Jerusalem above my chief joy!

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 Remember, O LORD! against the children of Edom The day of the calamity of Jerusalem! Who said, “Raze it, Raze it to its foundations!”

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.”

8 O daughter of Babylon, thou destroyer! Happy be he who requiteth thee As thou hast dealt with us!

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 Happy be he who seizeth thy little ones And dasheth them against the stones!

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.