< Luke 7 >

1 When he had ended all his discourse in the hearing of the people, he entered Capernaum.
Men da han havde fuldendt alle sine Ord i Folkets Paahør, gik han ind i Kapernaum.
2 And a certain centurion's servant, who was dear to him, was sick, and about to die.
Men en Høvedsmands Tjener, som denne holdt meget af, var syg og nær ved at dø.
3 And having heard about Jesus, he sent to him elders of the Jews, and besought him to come and save his servant.
Men da han hørte om Jesus, sendte han nogle af Jødernes Ældste til ham og bad ham om, at han vilde komme og helbrede hans Tjener.
4 And they came to Jesus, and besought him earnestly, saying, He is worthy that thou shouldst do this for him;
Men da de kom til Jesus, bade de ham indtrængende og sagde: „Han er vel værd, at du gør dette for ham;
5 for he loveth our nation, and himself built the synagogue for us.
thi han elsker vort Folk, og han har bygget Synagogen for os.”
6 And Jesus went with them. And when he was now not far from the house, the centurion sent friends, saying, Lord, trouble not thyself; for I am not worthy that thou shouldst come under my roof;
Og Jesus gik med dem. Men da han allerede ikke var langt fra Huset, sendte Høvedsmanden nogle Venner og lod ham sige: „Herre! umag dig ikke; thi jeg er ikke værdig til, at du skal gaa ind under mit Tag.
7 on which account I did not think myself worthy to come to thee; but command with a word, and let my servant be healed.
Derfor agtede jeg heller ikke mig selv værdig til at komme til dig; men sig det med et Ord, saa bliver min Dreng helbredet.
8 For even I am a man set under authority, having soldiers under me; and I say to this one, Go, and he goeth; and to another, Come, and he cometh; and to my servant, Do this, and he doeth it.
Jeg er jo selv et Menneske, som staar under Øvrighed og har Stridsmænd under mig; og siger jeg til den ene: Gaa! saa gaar han; og til den anden: Kom! saa kommer han; og til min Tjener: Gør dette! saa gør han det.”
9 And Jesus hearing this, wondered at him; and turning round said to the multitude that followed him, I say to you, Not even in Israel have I found such faith.
Men da Jesus hørte dette, forundrede han sig over ham; og han vendte sig om og sagde til Skaren, som fulgte ham: „Jeg siger eder, end ikke i Israel har jeg fundet saa stor en Tro.”
10 And they who were sent, returning to the house, found the servant well.
Og da de, som vare udsendte, kom tilbage til Huset, fandt de den syge Tjener sund.
11 And it came to pass the day after, that he was going to a city called Nain; and many of his disciples were with him, and a great multitude.
Og det skete Dagen derefter, at han gik til en By, som hed Nain, og der gik mange af hans Disciple og en stor Skare med ham.
12 And as he came near the gate of the city, lo! there was carried out dead an only son of his mother, and she was a widow; and a great multitude from the city was with her.
Men da han nærmede sig Byens Port, se, da blev en død baaren ud, som var sin Moders enbaarne Søn, og hun var Enke; og en stor Skare fra Byen gik med hende.
13 And when the Lord saw her, he was moved with compassion for her, and said to her, Weep not.
Og da Herren saa hende, ynkedes han inderligt over hende og sagde til hende: „Græd ikke!”
14 And he came up, and touched the bier; and they who bore it stood still; and he said, Young man, I say to thee, Rise.
Og han traadte til og rørte ved Baaren; men de, som bare, stode stille, og han sagde: „Du unge Mand, jeg siger dig, staa op!”
15 And he that was dead sat up and began to speak; and he gave him to his mother.
Og den døde rejste sig op og begyndte at tale; og han gav ham til hans Moder.
16 And fear seized on all, and they gave glory to God, saying, A great prophet hath risen up among us; and, God hath visited his people.
Men Frygt betog alle, og de priste Gud og sagde: „Der er en stor Profet oprejst iblandt os, og Gud har besøgt sit Folk.”
17 And this report about him went forth in all Judaea, and in all the neighboring country.
Og denne Tale om ham kom ud i hele Judæa og i hele det omliggende Land.
18 And the disciples of John told him all these things.
Og Johannes's Disciple fortalte ham om alt dette. Og Johannes kaldte to af sine Disciple til sig
19 And calling to him two of his disciples, John sent them to the Lord, saying, Art thou he that is to come, or are we to look for another?
og sendte dem til Herren og lod sige: „Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?”
20 And the men came to him and said, John the Baptist hath sent us to thee, saying, Art thou he that is to come, or are we to look for another?
Og da Mændene kom til ham, sagde de: „Johannes Døberen har sendt os til dig og lader sige: Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?”
21 In that hour he cured many of diseases, and plagues, and evil spirits, and to many who were blind he gave sight.
I den samme Time helbredte han mange for Sygdomme og Plager og onde Aander og skænkede mange blinde Synet.
22 And he answered and said to them, Go and tell John what ye have seen and heard; that the blind receive sight, the lame walk, lepers are cleansed, the deaf hear, the dead are raised, to the poor good tidings are brought;
Og han svarede og sagde til dem: „Gaar hen, og forkynder Johannes de Ting, som I have set og hørt: Blinde se, lamme gaa, spedalske renses, døve høre, døde staa op, Evangeliet forkyndes for fattige;
23 and blessed is he, whoever shall find no occasion of stumbling in me.
og salig er den, som ikke forarges paa mig.”
24 And when the messengers of John had departed, he began to say to the multitudes concerning John, What have ye gone out into the wilderness to see? the reeds shaken by the wind?
Men da Johannes's Sendebud vare gaaede bort, begyndte han at sige til Skarerne om Johannes: „Hvad gik I ud i Ørkenen at skue? Et Rør, som bevæges hid og did af Vinden?
25 But what have ye gone out to see? a man clothed in soft raiment? Lo! they who wear gorgeous apparel, and live luxuriously, are in kings' palaces.
Eller hvad gik I ud at se? Et Menneske, iført bløde Klæder? Se, de, som leve i prægtige Klæder og i Vellevned, ere i Kongsgaardene.
26 But what have ye gone out to see? A prophet? Yea, I say to you, and more than a prophet.
Eller hvad gik I ud at se? En Profet? Ja, siger jeg eder, endog mere end en Profet!
27 This is he of whom it is written, “Lo! I send my messenger before thy face, who shall prepare thy way before thee.”
Han er den, om hvem der er skrevet: Se, jeg sender min Engel for dit Ansigt, han skal berede din Vej foran dig.
28 I say to you, Among those born of women there is no greater prophet than John; but he that is least in the kingdom of God is greater than he.
Jeg siger eder: Iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen større Profet end Johannes; men den mindste i Guds Rige er større end han.
29 And all the people when they heard him, and the publicans, acknowledged God as righteous by being baptized with the baptism of John.
Og hele Folket, som hørte ham, endog Tolderne, gav Gud Ret, idet de bleve døbte med Johannes's Daab.
30 But the Pharisees and the lawyers rejected the purpose of God toward themselves, not being baptized by him.
Men Farisæerne og de lovkyndige have foragtet Guds Raad med dem selv, idet de ikke bleve døbte af ham.
31 To what then shall I compare the men of this generation, and what are they like?
Ved hvem skal jeg da ligne denne Slægts Mennesker? og hvem ligne de?
32 They are like children sitting in the market-place, and calling one to another, saying, We piped to you, and ye did not dance; we sung a dirge, and ye did not weep.
De ligne Børn, som sidde paa Torvet og raabe til hverandre og sige: Vi blæste paa Fløjte for eder, og I dansede ikke, vi sang Klagesange for eder, og I græd ikke.
33 For John the Baptist hath come not eating bread, nor drinking wine; and ye say, He hath a demon.
Thi Johannes Døberen kom, som hverken spiste Brød eller drak Vin, og I sige: Han er besat.
34 The Son of man hath come eating and drinking; and ye say, Behold, a glutton and a wine-bibber, a friend of publicans and sinners!
Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og I sige: Se, en Fraadser og en Vindranker, Tolderes og Synderes Ven!
35 But wisdom is acknowledged by all her children.
Dog Visdommen er retfærdiggjort ved alle sine Børn.”
36 And one of the Pharisees asked him to eat with him; and he went into the Pharisee's house, and reclined at the table.
Men en af Farisæerne bad ham om, at han vilde spise med ham; og han gik ind i Farisæerens Hus og satte sig til Bords.
37 And lo! a woman who was in the city, a sinner, learning that he was at table in the Pharisee's house, brought an alabaster-bottle of ointment,
Og se, der var en Kvinde, som var en Synderinde i Byen; da hun fik at vide, at han sad til Bords i Farisæerens Hus, kom hun med en Alabastkrukke med Salve;
38 and standing behind at his feet, weeping, began to wet his feet with tears, and wiped them with the hair of her head, and kissed his feet, and anointed them with the ointment.
og hun stillede sig bag ved ham, ved hans Fødder og græd og begyndte at væde hans Fødder med sine Taarer og aftørrede dem med sit Hovedhaar og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salven.
39 And the Pharisee who had invited him, when he saw this, said within himself, This man, if he were a prophet, would know who, and what sort of woman, this is that toucheth him; for she is a sinner.
Men da Farisæeren, som havde indbudt ham, saa det, sagde han ved sig selv: „Dersom denne var en Profet, vidste han, hvem og hvordan en Kvinde denne er, som rører ved ham, at hun er en Synderinde.”
40 And Jesus answering said to him, Simon, I have somewhat to say to thee. And he saith, Teacher, say on.
Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: „Simon! jeg har noget at sige dig.” Men han siger: „Mester, sig frem!”
41 A certain money-lender had two debtors; one owed five hundred denaries, and the other fifty.
„En Mand, som udlaante Penge, havde to Skyldnere; den ene var fem Hundrede Denarer skyldig, men den anden halvtredsindstyve.
42 When they had nothing to pay, he freely remitted the debt of both. Which of them, now, will love him the most?
Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem det begge. Hvem af dem vil nu elske ham mest?”
43 Simon answering said, He, I suppose, to whom he remitted the most. And he said to him, Thou hast judged rightly.
Simon svarede og sagde: „Jeg holder for, den, hvem han eftergav mest?” Men han sagde til ham: „Du dømte ret.”
44 And turning to the woman, he said to Simon, Seest thou this woman? I entered thy house, no water didst thou give me for my feet; but she wet my feet with tears, and wiped them with her hair.
Og han vendte sig imod Kvinden og sagde til Simon: „Ser du denne Kvinde? Jeg kom ind i dit Hus; du gav mig ikke Vand til mine Fødder; men hun vædede mine Fødder med sine Taarer og aftørrede dem med sit Haar.
45 No kiss didst thou give me; but she, from the time I came in, did not cease to kiss my feet.
Du gav mig intet Kys; men hun ophørte ikke med at kysse mine Fødder, fra jeg kom herind.
46 My head with oil thou didst not anoint; but she anointed my feet with costly ointment.
Du salvede ikke mit Hoved med Olie; men hun salvede mine Fødder med Salve.
47 Wherefore, I say to thee, her many sins have been forgiven; for she loved much; but he to whom little is forgiven loveth little.
Derfor siger jeg dig: Hendes mange Synder ere hende forladte, eftersom hun elskede meget; men den, hvem lidet forlades, elsker lidet.”
48 And he said to her, Thy sins have been forgiven.
Men han sagde til hende: „Dine Synder ere forladte!”
49 And those who were at table with him began to say within themselves, Who is this that even forgiveth sins?
Og de, som sade til Bords med ham, begyndte at sige ved sig selv: „Hvem er denne, som endog forlader Synder?”
50 But he said to the woman, Thy faith hath saved thee; go in peace.
Men han sagde til Kvinden: „Din Tro har frelst dig, gaa bort med Fred!”

< Luke 7 >