< Job 9 >

1 Then Job answered and said:
Saa tog Job til Orde og svarede:
2 Of a truth, I know that it is so: For how can man be just before God?
Jeg ved forvist, at saaledes er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
3 If he choose to contend with him, He cannot answer him to one charge of a thousand.
Vilde Gud gaa i Rette med ham, kan han ikke svare paa et af tusind!
4 He is excellent in wisdom, mighty in strength: Who hath hardened himself against him, and prospered?
Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
5 He removeth the mountains, and they know it not; He overturneth them in his anger.
Han flytter Bjerge saa let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
6 He shaketh the earth out of her place, And the pillars thereof tremble.
ryster Jorden ud af dens Fuger, saa dens Grundstøtter bæver;
7 He commandeth the sun, and it riseth not, And he sealeth up the stars.
han taler til Solen, saa skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
8 He alone spreadeth out the heavens, And walketh upon the high waves of the sea.
han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
9 He made the Bear, Orion, and the Pleiades, And the secret chambers of the South.
han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
10 He doeth great things past finding out, Yea, wonderful things without number.
han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
11 Lo! he goeth by me, but I see him not; He passeth along, but I do not perceive him.
Gaar han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
12 Lo! he seizeth, and who can hinder him? Who will say to him, What doest thou?
røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: »Hvad gør du?«
13 God will not turn away his anger; The proud helpers are brought low before him.
Gud lægger ikke Baand paa sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
14 How much less shall I answer him, And choose out words to contend with him?
hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
15 Though I were innocent, I would not answer him; I would cast myself on the mercy of my judge.
Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, maa bede min Dommer om Naade!
16 Should I call, and he make answer to me, I could not believe that he listened to my voice, —
Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
17 He who falleth upon me with a tempest, And multiplieth my wounds without cause!
han, som river mig bort i Stormen, giver mig Saar paa Saar uden Grund,
18 Who will not suffer me to take my breath, But filleth me with bitterness!
ikke lader mig drage Aande, men lader mig mættes med beske Ting.
19 If I look to strength, “Lo! here am I!” [[saith he, ]] If to justice, “Who shall summon me to trial?”
Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
20 Though I were upright, yet must my own mouth condemn me; Though I were innocent, He would prove me perverse.
Har jeg end Ret, maa min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
21 Though I were innocent, I would not care for myself; I would despise my life.
Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
22 It is all one; therefore I will affirm, He destroyeth the righteous and the wicked alike.
Lige meget; jeg paastaar derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
23 When the scourge bringeth sudden destruction, He laugheth at the sufferings of the innocent.
Naar Svøben kommer med Død i et Nu, saa spotter han skyldfries Hjertekval;
24 The earth is given into the hands of the wicked; He covereth the face of the judges thereof; If it be not He, who is it?
Jorden gav han i gudløses Haand, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
25 My days have been swifter than a courier; They have fled away; they have seen no good.
Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og saa ikke Lykke,
26 They have gone by like the reed-skiffs; Like the eagle, darting upon his prey.
gled hen som Baade af Siv, som en Ørn, der slaar ned paa Bytte.
27 If I say, I will forget my lamentation, I will change my countenance, and take courage,
Dersom jeg siger: »Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad, «
28 Still am I in dread of the multitude of my sorrows; For I know that thou wilt not hold me innocent.
maa jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
29 I shall be found guilty; Why then should I labor in vain?
Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
30 If I wash myself in snow, And cleanse my hands with lye,
Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
31 Still wilt thou plunge me into the pit, So that my own clothes will abhor me.
du dypped mig dog i Pølen, saa Klæderne væmmedes ved mig.
32 For He is not a man, as I am, that I may contend with him, And that we may go together into judgment;
Thi du er ikke en Mand som jeg, saa jeg kunde svare, saa vi kunde gaa for Retten sammen;
33 There is no umpire between us, Who may lay his hand upon us both.
vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Haand paa os begge!
34 Let him take from me his rod, And not dismay me with his terrors,
Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
35 Then I will speak, and not be afraid of him: For I am not so at heart.
da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!

< Job 9 >