Job 9
1 Then Job answered and said:
Men Job svarede og sagde:
2 Of a truth, I know that it is so: For how can man be just before God?
Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
3 If he choose to contend with him, He cannot answer him to one charge of a thousand.
Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
4 He is excellent in wisdom, mighty in strength: Who hath hardened himself against him, and prospered?
Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
5 He removeth the mountains, and they know it not; He overturneth them in his anger.
han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
6 He shaketh the earth out of her place, And the pillars thereof tremble.
han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
7 He commandeth the sun, and it riseth not, And he sealeth up the stars.
han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
8 He alone spreadeth out the heavens, And walketh upon the high waves of the sea.
han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
9 He made the Bear, Orion, and the Pleiades, And the secret chambers of the South.
han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
10 He doeth great things past finding out, Yea, wonderful things without number.
han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
11 Lo! he goeth by me, but I see him not; He passeth along, but I do not perceive him.
Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
12 Lo! he seizeth, and who can hinder him? Who will say to him, What doest thou?
Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
13 God will not turn away his anger; The proud helpers are brought low before him.
Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
14 How much less shall I answer him, And choose out words to contend with him?
Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
15 Though I were innocent, I would not answer him; I would cast myself on the mercy of my judge.
Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
16 Should I call, and he make answer to me, I could not believe that he listened to my voice, —
Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
17 He who falleth upon me with a tempest, And multiplieth my wounds without cause!
Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
18 Who will not suffer me to take my breath, But filleth me with bitterness!
Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
19 If I look to strength, “Lo! here am I!” [[saith he, ]] If to justice, “Who shall summon me to trial?”
Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: \x{201c}Se her!\x{201d} og kom det an paa Ret: \x{201c}Hvo stævner mig?\x{201d}
20 Though I were upright, yet must my own mouth condemn me; Though I were innocent, He would prove me perverse.
Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
21 Though I were innocent, I would not care for myself; I would despise my life.
Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
22 It is all one; therefore I will affirm, He destroyeth the righteous and the wicked alike.
Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
23 When the scourge bringeth sudden destruction, He laugheth at the sufferings of the innocent.
Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
24 The earth is given into the hands of the wicked; He covereth the face of the judges thereof; If it be not He, who is it?
Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
25 My days have been swifter than a courier; They have fled away; they have seen no good.
Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
26 They have gone by like the reed-skiffs; Like the eagle, darting upon his prey.
De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
27 If I say, I will forget my lamentation, I will change my countenance, and take courage,
Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
28 Still am I in dread of the multitude of my sorrows; For I know that thou wilt not hold me innocent.
da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
29 I shall be found guilty; Why then should I labor in vain?
Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
30 If I wash myself in snow, And cleanse my hands with lye,
Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
31 Still wilt thou plunge me into the pit, So that my own clothes will abhor me.
da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
32 For He is not a man, as I am, that I may contend with him, And that we may go together into judgment;
Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
33 There is no umpire between us, Who may lay his hand upon us both.
Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
34 Let him take from me his rod, And not dismay me with his terrors,
Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 Then I will speak, and not be afraid of him: For I am not so at heart.
Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
