Job 7
1 Is there not a war-service for man on the earth? Are not his days as the days of a hireling?
Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
2 As a servant panteth for the shade, And as a hireling looketh for his wages,
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
3 So am I made to possess months of affliction, And wearisome nights are appointed for me.
saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 If I lie down, I say, When shall I arise, and the night be gone? And I am full of restlessness until the dawning of the day.
Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 My flesh is clothed with worms, and clods of dust; My skin is broken and become loathsome.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 My days are swifter than a weaver's shuttle; They pass away without hope.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
7 O remember that my life is a breath; That mine eye shall no more see good!
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
8 The eye of him that hath seen me shall see me no more; Thine eyes shall look for me, but I shall not be.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
9 As the cloud dissolveth and wasteth away, So he that goeth down to the grave shall arise no more; (Sheol h7585)
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 No more shall he return to his house, And his dwelling-place shall know him no more.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
11 Therefore I will not restrain my mouth; I will speak in the anguish of my spirit; I will complain in the bitterness of my soul.
Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 Am I a sea, or a sea-monster, That thou settest a watch over me?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 When I say, My bed shall relieve me, My couch shall ease my complaint,
Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 Then thou scarest me with dreams, And terrifiest me with visions;
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 So that my soul chooseth strangling, Yea, death, rather than these my bones.
saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
16 I am wasting away; I shall not live alway: Let me alone, for my days are a vapor!
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 What is man, that thou shouldst make great account him, And fix thy mind upon him?—
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 That thou shouldst visit him every morning, And prove him every moment?
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 How long ere thou wilt look away from me, And let me alone, till I have time to breathe?
Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 If I have sinned, what have I done to thee, O thou watcher of men! Why hast thou set me up as thy mark, So that I have become a burden to myself?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 And why dost thou not pardon my transgression, And take away mine iniquity? For soon shall I sleep in the dust; And, though thou seek me diligently, I shall not be.
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
