< Job 4 >
1 Then spake Eliphaz the Temanite, and said:
Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 If one attempt a word with thee, wilt thou be offended? But who can refrain from speaking?
Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
3 Behold, thou hast admonished many; Thou hast strengthened feeble hands;
Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
4 Thy words have upheld him that was falling, And thou hast given strength to feeble knees.
dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.
5 But now it is come upon thee, and thou faintest; It toucheth thee, and thou art confounded!
Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
6 Is not thy fear of God thy hope, And the uprightness of thy ways thy confidence?
Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?
7 Remember, I pray thee, who ever perished being innocent? Or where have the righteous been cut off?
Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
8 According to what I have seen, they who plough iniquity, And sow mischief, reap the same.
Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.
9 By the blast of God they perish, And by the breath of his nostrils they are consumed.
For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.
10 The roaring of the lion, and the voice of the fierce lion, And the teeth of the young lions are broken.
Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;
11 The fierce lion perisheth for lack of prey, And the whelps of the lioness are scattered abroad.
Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.
12 A word was once secretly brought to me, And mine ear caught a whisper thereof.
Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
13 Amid thoughts from visions of the night, When deep sleep falleth upon men,
i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
14 A fear and a horror came upon me, Which made all my bones to shake.
Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
15 Then a spirit passed before my face, The hair of my flesh rose on end;
et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.
16 It stood still, but its form I could not discern; An image was before mine eyes; There was silence, and I heard a voice:
Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
17 “Shall mortal man be more just than God? Shall man be more pure than his Maker?
"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
18 Behold, he putteth no trust in his ministering spirits, And his angels he chargeth with frailty.
End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
19 What then are they who dwell in houses of clay, Whose foundation is in the dust, Who crumble to pieces, as if moth-eaten!
endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
20 Between morning and evening are they destroyed; They perish for ever, and none regardeth it.
De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.
21 The excellency that is in them is torn away; They die before they have become wise.”
Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."