Job 4
1 Then spake Eliphaz the Temanite, and said:
Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
2 If one attempt a word with thee, wilt thou be offended? But who can refrain from speaking?
Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
3 Behold, thou hast admonished many; Thou hast strengthened feeble hands;
Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
4 Thy words have upheld him that was falling, And thou hast given strength to feeble knees.
dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
5 But now it is come upon thee, and thou faintest; It toucheth thee, and thou art confounded!
men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
6 Is not thy fear of God thy hope, And the uprightness of thy ways thy confidence?
Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
7 Remember, I pray thee, who ever perished being innocent? Or where have the righteous been cut off?
Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
8 According to what I have seen, they who plough iniquity, And sow mischief, reap the same.
Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
9 By the blast of God they perish, And by the breath of his nostrils they are consumed.
De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
10 The roaring of the lion, and the voice of the fierce lion, And the teeth of the young lions are broken.
Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
11 The fierce lion perisheth for lack of prey, And the whelps of the lioness are scattered abroad.
Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
12 A word was once secretly brought to me, And mine ear caught a whisper thereof.
Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
13 Amid thoughts from visions of the night, When deep sleep falleth upon men,
i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
14 A fear and a horror came upon me, Which made all my bones to shake.
da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
15 Then a spirit passed before my face, The hair of my flesh rose on end;
og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
16 It stood still, but its form I could not discern; An image was before mine eyes; There was silence, and I heard a voice:
den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
17 “Shall mortal man be more just than God? Shall man be more pure than his Maker?
Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
18 Behold, he putteth no trust in his ministering spirits, And his angels he chargeth with frailty.
Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
19 What then are they who dwell in houses of clay, Whose foundation is in the dust, Who crumble to pieces, as if moth-eaten!
endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
20 Between morning and evening are they destroyed; They perish for ever, and none regardeth it.
fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
21 The excellency that is in them is torn away; They die before they have become wise.”
Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
