Psalms 142

1 [A contemplation by David, when he was in the cave. A Prayer.] I cry with my voice to YHWH. With my voice, I ask YHWH for mercy.

En Undervisning; af David; da han var i Hulen; en Bøn.

2 I pour out my complaint before him. I tell him my troubles.

Med min Røst vil jeg raabe til Herren; med min Røst vil jeg bede til Herren om Naade.

3 When my spirit was overwhelmed within me, you knew my path. In the way in which I walk, they have hidden a snare for me.

Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød til Kende for hans Ansigt.

4 Look on my right, and see; for there is no one who is concerned for me. Refuge has fled from me. No one cares for my soul.

Naar min Aand er forsmægtet i mig, da kender du min Sti; paa Vejen, som jeg skulde gaa, have de skjult en Snare for mig.

5 I cried to you, YHWH. I said, "You are my refuge, my portion in the land of the living."

Sku til højre, og se, der er ingen, som kendes ved mig; Tilflugt er forsvunden fra mig, ingen er omhyggelig for min Sjæl.

6 Listen to my cry, for I am in desperate need. Deliver me from my persecutors, for they are stronger than me.

Jeg raabte til dig, Herre! jeg sagde: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land.

7 Bring my soul out of prison, that I may give thanks to your name. The righteous will surround me, for you will be good to me.

Giv Agt paa mit Skrig; thi jeg er bleven saare ringe; fri mig fra dem, som forfølge mig; thi de ere mig for stærke. Udfør min Sjæl af Fængsel til at prise dit Navn; de retfærdige skulle omgive mig, naar du gør vel imod mig.