Psalms 142

1 [A contemplation by David, when he was in the cave. A Prayer.] I cry with my voice to the LORD. With my voice, I ask the LORD for mercy.

(En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

2 I pour out my complaint before him. I tell him my troubles.

udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

3 When my spirit was overwhelmed within me, you knew my path. In the way in which I walk, they have hidden a snare for me.

Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

4 Look on my right, and see; for there is no one who is concerned for me. Refuge has fled from me. No one cares for my soul.

Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

5 I cried to you, LORD. I said, "You are my refuge, my portion in the land of the living."

HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

6 Listen to my cry, for I am in desperate need. Deliver me from my persecutors, for they are stronger than me.

Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

7 Bring my soul out of prison, that I may give thanks to your name. The righteous will surround me, for you will be good to me.

udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.