Psalms 39

1 TO THE OVERSEER. FOR JEDUTHUN. A PSALM OF DAVID. I have said, “I observe my ways, Against sinning with my tongue, I keep a curb for my mouth, While the wicked [is] before me.”

(Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"

2 I was mute [with] silence, I kept silent from good, and my pain is excited.

Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

3 My heart [is] hot within me, In my meditating the fire burns, I have spoken with my tongue.

mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

4 “Cause me to know, O YHWH, my end, And the measure of my days—what it [is],” I know how frail I [am].

Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

5 Behold, You have made my days handbreadths, And my age [is] as nothing before You, Only, every man set up [is] all vanity. (Selah)

Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. (Sela)

6 Only, each habitually walks in an image, Only, [in] vain, they are disquieted, He heaps up and does not know who gathers them.

Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

7 And now, what have I expected? O Lord, my hope—it [is] of You.

Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.

8 Deliver me from all my transgressions, Do not make me a reproach of the fool.

Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!

9 I have been mute, I do not open my mouth, Because You have done [it].

Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

10 Turn aside Your stroke from off me, From the striving of Your hand I have been consumed.

Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

11 With reproofs against iniquity, You have corrected man, And dissolve his desirableness as a moth, Only, every man [is] vanity. (Selah)

Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. (Sela)

12 Hear my prayer, O YHWH, And give ear [to] my cry, Do not be silent to my tear, For I [am] a sojourner with You, A settler like all my fathers.

Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

13 Look from me, and I brighten up before I go and am not!

Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!