Psalms 142

1 AN INSTRUCTION OF DAVID. A PRAYER WHEN HE IS IN THE CAVE. My voice [is] to YHWH, I cry, My voice [is] to YHWH, I beg [for] grace.

(En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

2 I pour forth my meditation before Him, I declare my distress before Him.

udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

3 When my spirit has been feeble in me, Then You have known my path; In the way [in] which I walk, They have hid a snare for me.

Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

4 Looking on the right hand—and seeing, And I have none recognizing; Refuge has perished from me, There is none inquiring for my soul.

Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

5 I have cried to you, O YHWH, I have said, “You [are] my refuge, My portion in the land of the living.”

HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

6 Attend to my loud cry, For I have become very low, Deliver me from my pursuers, For they have been stronger than I.

Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

7 Bring forth my soul from prison to confess Your Name, The righteous surround me about, When You confer benefits on me!

udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.