Job 8
1 And Bildad the Shuhite answers and says:
Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:
2 “Until when do you speak these things? And a strong wind—sayings of your mouth?
Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?
3 Does God pervert judgment? And does the Mighty One pervert justice?
Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed?
4 If your sons have sinned before Him, And He sends them away, By the hand of their transgression,
Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.
5 If you seek for God early, And make supplication to the Mighty,
Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade,
6 If you [are] pure and upright, Surely now He wakes for you, And has completed The habitation of your righteousness.
og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Bolig skal have Fred.
7 And your beginning has been small, And your latter end is very great.
Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.
8 For inquire, please, of a former generation, And prepare for a search of their fathers,
Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet;
9 For we [are] of yesterday, and we do not know, For our days [are] a shadow on earth.
— thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden; —
10 Do they not show you—speak to you, And from their heart bring forth words?
skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte?
11 Does a rush rise without a marsh? A reed increase without water?
Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggræs gro op uden Vand?
12 While it [is] in its budding—uncropped, Even before any herb it withers.
Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det.
13 So [are] the paths of all forgetting God, And the hope of the profane perishes,
Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.
14 Whose confidence is loathsome, And the house of a spider his trust.
Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.
15 He leans on his house—and it does not stand, He takes hold on it—and it does not abide.
Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast.
16 He [is] green before the sun, And over his garden his branch goes out.
Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hans Have.
17 His roots are wrapped by a heap, He looks for a house of stones.
Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen; han skuer op imod Stenhuset.
18 If [one] destroys him from his place, Then it has feigned concerning him, I have not seen you!
Men oprykkes han fra sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har ikke set dig.
19 Behold, this [is] the joy of His way, And from the dust others spring up.
Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet.
20 Behold, God does not reject the perfect, Nor takes hold on the hand of evildoers.
Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.
21 While He fills your mouth with laughter, And your lips with shouting,
Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig.
22 Those hating you put on shame, And the tent of the wicked is not!”
De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.
