Job 7
1 “Is there not warfare to man on earth? And his days as the days of a hired worker?
Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
2 As a servant desires the shadow, And as a hired worker expects his wage,
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
3 So I have been caused to inherit months of vanity, And they numbered nights of misery to me.
saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 If I lay down, then I have said, When do I rise, And evening has been measured? And I have been full of tossings until dawn.
Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 My flesh has been clothed [with] worms, And a clod of dust, My skin has been shriveled and is loathsome,
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 My days swifter than a loom, And they are consumed without hope.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
7 Remember that my life [is] a breath, My eye does not turn back to see good.
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
8 The eye of my beholder does not behold me. Your eyes [are] on me—and I am not.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
9 A cloud has been consumed, and it goes, So he who is going down to Sheol does not come up. (Sheol h7585)
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 He does not turn to his house again, Nor does his place discern him again.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
11 Also I do not withhold my mouth—I speak in the distress of my spirit, I talk in the bitterness of my soul.
Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 Am I a sea [monster], or a dragon, That You set a watch over me?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 When I said, My bed comforts me, In my talking He takes away my couch.
Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 And You have frightened me with dreams, And You terrify me from visions,
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 And my soul chooses strangling, Death rather than my bones.
saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
16 I have wasted away—I do not live for all time. Cease from me, for my days [are] vanity.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 What [is] man that You magnify him? And that You set Your heart to him?
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 And inspect him in the mornings, [And] in the evenings try him?
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 How long do You not look from me? You do not desist until I swallow my spittle.
Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 I have sinned, what do I do to You, O watcher of man? Why have You set me for a mark to You, And I am for a burden to myself—and what?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 You do not take away my transgression, And [do not] cause my iniquity to pass away, Because now, I lie down in dust, And You have sought me—and I am not!”
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
