Job 7
1 “Is there not warfare to man on earth? And his days as the days of a hired worker?
Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
2 As a servant desires the shadow, And as a hired worker expects his wage,
Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
3 So I have been caused to inherit months of vanity, And they numbered nights of misery to me.
saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
4 If I lay down, then I have said, When do I rise, And evening has been measured? And I have been full of tossings until dawn.
Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
5 My flesh has been clothed [with] worms, And a clod of dust, My skin has been shriveled and is loathsome,
Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
6 My days swifter than a loom, And they are consumed without hope.
Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
7 Remember that my life [is] a breath, My eye does not turn back to see good.
Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
8 The eye of my beholder does not behold me. Your eyes [are] on me—and I am not.
Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
9 A cloud has been consumed, and it goes, So he who is going down to Sheol does not come up. (Sheol h7585)
En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
10 He does not turn to his house again, Nor does his place discern him again.
Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
11 Also I do not withhold my mouth—I speak in the distress of my spirit, I talk in the bitterness of my soul.
Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
12 Am I a sea [monster], or a dragon, That You set a watch over me?
Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
13 When I said, My bed comforts me, In my talking He takes away my couch.
Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
14 And You have frightened me with dreams, And You terrify me from visions,
da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
15 And my soul chooses strangling, Death rather than my bones.
saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
16 I have wasted away—I do not live for all time. Cease from me, for my days [are] vanity.
Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
17 What [is] man that You magnify him? And that You set Your heart to him?
Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
18 And inspect him in the mornings, [And] in the evenings try him?
og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
19 How long do You not look from me? You do not desist until I swallow my spittle.
Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
20 I have sinned, what do I do to You, O watcher of man? Why have You set me for a mark to You, And I am for a burden to myself—and what?
Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
21 You do not take away my transgression, And [do not] cause my iniquity to pass away, Because now, I lie down in dust, And You have sought me—and I am not!”
Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
